Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

Magnetisering, 85 De magnetiske Metaller blive ikke ved stærk Op- varmning diamagnetiske, men ere ved de høje Varme- grader endnu svagt magnetiske. 101. Formen af Magneter. Formen af naturlige Magneter er hyppigst uregelmæssig, men undertiden gøres de regelmæssige ved at beskæres eller slibes. Tidligere var det almindelig Brug at forsyne dem med Belægninger af blødt Jern, »Ankere« (Armaturer), der tjente som Polstykker. Ved videnskabelige Forsøg anvendes som Regel Stang magneter af hærdet Staal, men til mange andre Øjemed benyttes hesteskoformede Magneter. Ved disse sidde Polerne tæt ved hinanden, hvorved man opnaar, at de begge kunne tiltrække det samme Stykke Jern. »Ankeret« (Armaturen) eller »Bærestykket« (the keeper) er et Stykke blødt Jern, der anbringes tvers over Polerne, og som ved den magnetiske Fordeling selv bliver en Magnet. Da begge Polerne magneti- sere det. bliver den Kraft, med hvilken det tiltrækkes af Magneten, større. 102. Magnetisk Mætning. Naar en Magnet er magnetiseret saa kraftigt, som det er muligt, siges den at være mættet med Magnetisme. Flere af de ovenfor beskrevne Magnetiseringsmaader ville bibringe en Stang mere Magnetisme, end den er i Stand til at bibeholde permanent. En nylig magnetiseret Magnet vil jævnlig vise sig at være overmættet, selv efter at den magnetiserende Kraft har ophørt at virke. En Heste- skomagnet af Staal vil saaledes kunne Jære en større Vægt umiddelbart efter at den er bleven magnetiseret, end den vil kunne, efter at Ankeret en Gang er taget bort fra dens Poler. Selv blødt Jern vil, naar det bliver magnetiseret, beholde nogen Magnetisme tilbage, efter at den midlertidige Magnetisme (den temporære M.) er forsvunden, og denne ringe Rest kaldes rema- nent Magnetisme (residual m.).