Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik
Forfatter: Silvanus P. Thompson
År: 1893
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 437
UDK: 537. Th
Til Selvstudium og til brug ved Undervisning.
Oversat af V.C.A. Jøhnke. Med 152 Afbildninger.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Selens foto-elektriske Egenskaber.
373
Kraftlinierne i et magnetisk Felt, drejer Polarisationsplanen af
det gennemgaaende Lys stærkt i den Retning, i hvilken den
magnetiserende Strøm løber.
389. Selens foto-elektriske Egenskaber. I 1875
opdagede Willoughby Smith, at Selen besidder den
ejendommelige Egenskab, at dets elektriske Modstand
forandres under Lysets Paavirkning. Almindeligt, smeltet
eller glasagtigt Selen er en meget daarlig Leder; dets
Modstander omtrent fyrretyve Tusinde Millioner (3,8. iow)
Gange saa stor som Kobberets. Naar det afkøles meget
langsomt ved at holdes i nogle Timer paa en Tempe-
ratur af omtrent 2200 C., der ligger lige under dets
Smeltepunkt, og derefter langsomt afkøles, bliver det
krystallinsk, og dets elektriske Modstand formindskes
betydeligt. Det er navnlig i denne Tilstand, at det
er følsomt for Lys. Prof. W. G. Adams fandt, at de
grønlig-gule Straaler vare de virksomste. Han paa-
viste ogsaa, at Forandringen af den elektriske
Modstand forholder sig ligefrem som Kva-
dratroden af Belysningen, og at Modstanden er
mindre ved en stor end ved en lille elektromotorisk
Kraft. Prof. Graham Bell og Sumner Tainter have
fornylig konstrueret »Selen-Elementer«, i hvilke Se-
lenet er formet til smalle Strimler imellem Kanterne
af brede, ledende Messingplader, hvorved man baade
opnaar en Formindskelse af Modstanden og en stor
Overflade for Lysets Paavirkning. Et saadant Element,
hvis Modstand i Mørke var 300 Ohm, fik ved at ud-
sættes for Sollys en Modstand paa kun 150 Ohm.
Denne Selenets Egenskab have senere Eksperimen-
tatorer anvendt ved Konstruktionen af Fotofonen, et
Apparat, som overfører Lyden paa lange Afstande ved
Hjælp af en Lysstraale, der tilbagekastes til et fjernt-
liggende Sted fra et tyndt Spejl, som bliver sat i
Svingninger af Stemmen. Den tilbagekastede Straale
rammer som Pølge heraf med vekslende Intensitet en
Modtager af Selen, der er indsat i Kredsløb med et
lille Batteri og en Bell-Telefon (Pkt. 435), i hvilken
Lydene gengives ved Strømmens Vekslen.