Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

4 Indledende Bemærkninger. stod kun Guldsmedene, Bagerne og Smedene over dem, og i Ribe bestemtes det endnu saa sent som i 1773, at Skomagerne skulde gaa først blandt Byens Haandværkere, naar der ofredes i Domkirken, efter dem kom Skræderne, Smedene, Handskemagerne og Snedkerne. Det kan imidlertid ikke være paa Grund af deres øko- nomiske Velstillethed, at Skomagerne nød Anseelse. Sko- magerne synes altid at have været nok en meget talrig, men tillige kun en fattig Haandværksklasse. I f. Ex. Ring- sted og Kjerteminde skal der i Begyndelsen af forrige Aar- hundrede have været en endog utrolig Mængde Skomagere, 70 til 100, der væsentlig maatte leve af Markedssalg; fra Kjerteminde rejste de med deres Varer saa langt som til baade Samsø, Langeland og Laaland. Men vare Skomagerne ikke rige, vare de desto tænksommere. Deres stillesiddende Haandværk lod dem udvikle deres Tankeliv. De vide da ogsaa selv at pege paa, hvorledes en Række aandelige Kæmpere ere udgaaede fra deres Stand, saaledes den ateniensiske Skomager Simon, der udvexlede Tanker med Sokrates, den tyske Mystiker Jacob Böhme (•{• 1624), Englænderen Georg Fox (-f- 1690), der skabte Kvækernes Sekt, og fremfor Alle den tyske Mestersanger Hans Sachs (f 1576). Efter hans Digtning at domme var han bibelfast som en Præst og fuld af sand Kristentro — i vor nyeste Psalmebog findes endnu en af hans Psalmer (Nr. 18) — men samtidig var han godt kjendt med Boccaccio s Dekamerone og fuld af munter Livslyst. Skomagerne vare ingen Hængehoveder. Der nævnes en Tid en særlig Skomagerdans, vore Ord- sprogs første Samler, Præsten Peder Syv taler om at »være overgiven som en Sudersvend«, og den blaa Mandag synes i væsentlig Grad at have haft Dyrkere mellem Skomagerne. Gjennem deres gudfrygtige Sind og samtidig livlige Tem- perament kunde de udvikle sig til endog modige Krigere. Det var en Skomager, som den tyske Stormester skyldte,