Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

I Katolicismens Tid. U skulde traktere med 4 Tdr. 01, Skinke, to ferske Retter, Steg, Smør, Ost og Brød. Og det var ikke nok med dette ene Gilde. Inden Aarsdagen efter skulde han give endnu en »Kost« af væsentlig samme Beskaffenhed. Herefter var det ikke saa lige at løbe til at blive Sko- magermester i Kjøbenhavn. De Eneste, det lettedes noget for, vare Mestersönner, der ønskede at blive Mestere, samt de Svende, der ægtede en Mesterdatter. Den Svend, der ægtede en Mesterenke, kom man derimod ikke imøde; en Enke havde i det Hele kun Ret til som saadan at drive sin afdøde Mands Virksomhed i tre Aar. Store vare Datidens Skomagervirksomheder ikke. Havde en Mester tre Svende, var han pligtig til at afgive een, hvis en af hans Lavsbrødre, ligegyldig om han var fattig eller rig, behøvede ham. Broderskabet betød i det Hele noget. Kjøbte Oldermanden Beg eller Hamp, kunde Brø- drene faa Del deri, den ene Broder maatte ikke øve For- kjøb overfor den anden og heller ikke lokke hans Svende fra ham. Den »rette« Skobod, fra hvilken de maatte fal- byde deres Varer foruden fra deres eget Vindue, var sik- kert et Samlingssted for dem, og saa havde de jo desuden deres Sammenkomster i Lavet eller Gildet, hvor de mødte med Hustruer og Døtre. Der var ikke alene Gildebrødre, men Gildesøstre i Lavet, og Søstrene skulde saa godt som Brødrene give en, dog væsentlig mindre Igangskost. Man holdt i det hele af Sammenkomster, ved hvilke Ølkanden gik rundt. Selv en saa ringe Ting, som at en Mester an- tog en Dreng, fejredes med en »KosU, hvor der ikke for- dredes mindre end to Tønder 01 foruden Kjødretter samt Smör, Ost og Brød. Og ved disse Gilder, hvor Medlem- merne sad efter deres Alder i Lavet, skulde det gaa frede- ligt til. Under en Tønde 01 som Bøde maatte Ingen have Vaaben hos sig, brugte Nogen et Skjældsord, var Bøden en halv Tønde 01, o. s. v.