Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

Garveriforhold og nye Artikler. Nu var altsaa Skomagerlavet hævet, men gik det mon derfor efter Kongens Ønske med Skotöjspriserne? Ganske sikkert ikke, skjöndt Kristian IV stadig var virksom for, at der kunde være godt og tilstrækkeligt Læder her i Byen. 1619 befaler han, at uberedte Oxe- og Kohuder ikke maa udføres fra Kjøbenhavn, og 1621 beskikker han fire Bor- gere til at føre Tilsyn med det Læder, der beredes her, een Gang aarligt skulle de sætte Prisen paa det med det for Öje, at Sko og Stövler skulle kunne faas for en rimelig Betaling. Men Resultatet har næppe været efter Ønske. 1622 tilskriver han Kjøbenhavns Magistrat om at paase, at Læderberederne leverede ustraffeligt Læder, samt om aarligt at sætte et vist Kjøb, hvorefter Sko og Stövler skulle sæl- ges, »eftersom de ere store og smaa, af faa eller mange Sting«. Og det er muligvis i Vrede over de kjøben- havnske Skomagere, at han i 1627 skriver til sin Afsen- ding i Nederlandene, at han derfra skal skaffe ham »einen guten Skuster«. Efter det Ovenstaaende kunde det synes, som om Da- tidens Læder, ganske som nu, blev fremstillet af en særlio Slags Haandværkere, men saaledes var det slet ikke. Fra gammel Tid garvede Skomagerne selv det Læder, de brugte, Garvning hørte med til deres Haandværk, og de vare derfor Tidens störste Garvere her i Landet. Den tid-