Kjøbenhavns Skomagerlav 1509-1909

Forskjellige Lavsforhold. 73 ganske gunstig Betænkning, men der kom ingen kongelig Resolution for i 1739, og den var ikke af en saadan Be- skaffenhed, at Ondet blev afhjulpet. Saa rejste Kjøben- havns »32 Mænd« Sagen paany i 1747, men i den konge- lige Resolution, som herved fremkaldtes Aaret efter, ud- taltes det meget mistrøstende, at den Ret, de afskedigede Soldater fik til at ernære sig ved et Haandværk, var det eneste Middel, hvorved Hvervningen nogenledes kunde hol- des vedlige. Kongen afgav kun det vage Løfte, at han vilde have i Erindring, at Frimesternes Tal Tid efter anden kunde vorde formindsket. Tiden var i det hele ikke for at rejse beskyttende Gjærder om Stillingen som Haandværksmester. De i Lavs- forordningen af 23. December 1681 bestemte Afgifter, som den, der blev Mester i et Lav, skulde erlægge, vare meget lave, 7 å 8 Lod Sølv d. e. 4 å 5 Rd., hvorfor La- vene simpelthen slet ikke rettede sig efter dem; for Sko- magernes Vedkommende skulle vi se det nedenfor. Det er derfor forstaaeligt, at et kongeligt Reskript af 24. Februar 1756 slog fast, hvad de nye Mestere i de forskjellige Fag skulde betale; for en Skomager blev det c. 29 Rd., men de herved fastsatte Beløb bleve væsentlig nedsatte ved et nyt Reskript af 27. Avgust 1762; nu skulde en Skomager kun give 8 Rd. I Anledning af et Andragende fra Urte- kræmmerlavet havde Generalprokurør Henrik Stampe i en Betænkning af September 1760 ligesom samlet og uddybet de ledende Kredses Uvilje mod Lavsvæsenet; han skrev bl. A., at ved Frimesterbevillingerne »indskrænkedes de La- vene forundte skadelige Monopolier, saa at Følgerne deraf bleve mindre skadelige«. Og dette satte Frugt, først i et Reskript af 10. April 1761 og derpaa i det ovennævnte Reskript af 1762. Det blev ikke alene, som vi have set, gjort billigere at blive Mester, men der blev udnævnt Fri- mester paa Frimester. Gjennemgaa vi Kancelliets Missiver