Min Tale
(Med Enkelte Tilføjelser)

herunder at erklære os Konkurs, kan slet ikke for- enes med Aftalen af 5. Januar. Men denne Paastand kan bekræftes af d’Her- rer Højesteretssagfører Fick, Overretssagfører Zangenberg, Direktør Theilgaard samt Gustav Theilgaard, der alle var tilstede ved de Forhand- linger, som resulterede i Aftalen. De 40,000 Kr. vilde man da ikke kaste ud i et bundløst Gab — de blev skaffede af mig, ved at jeg belaante nogle Værdipapirer, jeg var Ejer af, og som saa at sige var min sidste Reserve. Nu indtræder den Episode, hvor man den 23. Januar forlanger, at jeg skal betale 2000 Kr. til den af Kreditorudvalget udpegede Repræsentant, medens jeg og mange andre havde den Opfat- telse, at ham skulde Kreditorerne betale. Jeg be- talte jo allerede Centralanstaltens Revision, der overvaagede Regnskabet fra 2. Januar 1924. Men jeg fik Besked om, at hvis jeg ikke senest d. 24. havde betalt disse 2000 Kr. vilde Kreditorudval- get nedlægge sit Mandat — dette skete inden jeg havde faaet Navnet meddelt paa den Revisor, en tidligere Bankbestyrer, som man havde udset til Posten. Altsaa er det urigtigt at paadutte mig, at jeg er Skyld i at Kreditorudvalget gik sin Vej. Da jeg erfarede, hvem Manden var, maa jeg naturligvis indrømme, at jeg ikke var begejstret for at faa just en Bankmand til at afgøre en Industris Ren- tabilitet, Status og videre Eksistens, og foreslog derfor to praktiske Folk, hvoraf den ene havde været knyttet 20 Aar til en Gummifabrik, men iøvrigt tilbød jeg Forhandling herom. 25