Min Tale
(Med Enkelte Tilføjelser)

N AAR en næsten 50-aarig Bank, der saa- ledes gennem lange Tider har virket til Erhvervslivets Fremme paa sin Egn, bryder sammen, og en 16-aarig Fabrik maa lukke kort efter, saa er det kun en naturlig Følge, at der opstaar megen Uro, ogsaa Uro forenet med Bit- terhed — snart mod Bankens Ledelse, snart mod Fabrikkens Bestyrelse. En Bank, hvor Folk gennem et langt og bryd- somt Liv havde anbragt deres Overskud for at sikre sig en sorgfri Alderdom, hvor Erhvervsdri- vende havde deres Driftsmidler staaende eller var vænnede til at faa saadanne betroede, hvor Ejen- domsbesiddere havde erholdt Laan mod Priorite- ter i deres Ejendomme, Laan, som nu opsiges eller kan ventes opsagte, og en Fabrik, der skylder Banken det dobbelte af Bankens Egenkapital. Hvad Under da, at man raaber efter de Skyldige og forlanger dem stillede til Ansvar. Særlig i Tider som de nuværende, hvor mindst en Femtedel af Pressens Stof bestaar af Referater fra Retsmøder og Beretninger om nye afslørede Forbrydelser — begaaede af Folk i næsten alle Klasser og ofte af Mennesker, som vi har otn- gaaedes og om hvilke vi i det mindste aldrig vilde 3