Min Tale
(Med Enkelte Tilføjelser)

 Endelig var tilstede samtlige Byens Sagførere, som ialtfald intet positivt gjorde for at afværge Konkursen. Dommeren havde altsaa overfor sig en For- samling, af hvilken kun een, nemlig jeg, kæmpede imod Konkursen, medens Resten direkte eller indi- rekte i deres Kortsynethed søgte at hidføre den. Den mindste Smule Hjælp vilde sikkert have bevirket, at Dommeren ex officio havde udsat Af- sigelsen af Konkurskendelsen en Dag eller to, her- til er han jo berettiget ifølge Loven, og i Mellem- tiden vilde et Forlig være indgaaet, og Konkursen ikke opstaaet. Tænk, hvilke navnløse Kvaler mange Mennesker vilde være bleven sparet for — hvilke Værdier der vilde være bleven reddede fra Undergang, som det nu gaar, faar Kreditorerne saa godt som intet. Fabrikken vilde være bleven holdt igang! 400 Mennesker beholdt deres Beskæftigelse. Men den Ret, man giver den simpleste Spækhøker, fornæg- tede man altsaa mig: at faa en Udsættelse, det hastede, tværtimod, store Værdier angaves at staa paa Spil — man glemte blot dem, Konkursen satte Overstyr, og som beløber sig til Millioner. Dramaets forhaabentlig sidste Akt er det, der nu udspilles for Politiet i Køge, man søger at be- smykke sin slette Handling ved at falde over mig og søge at faa mig stemplet som Bedrager, sker det — hvad Gud forbyde — saa er Kæden slut- tet — Spillet definitivt til Ende.*) *) De Penge, som Konkursboet paastaar, at jeg uret- mæssigt har hævet, er i Hovedsagen følgende: 50