Min Tale
(Med Enkelte Tilføjelser)

 ganske vist, den Gang fandtes der ogsaa en Cicero, der kunde aldeles omstemme Cæsar. Men endelig kan man heller ikke mod mig rette nogen Bebrejdelse over, at jeg var Ven baade med Landbobankens Ledelse og dens juridiske Medlem — for det første kunde man dog ikke i en By sætte en fuldstændig Neutralitet i mit Bekendt- skab til Bankens Folk, som en Betingelse for Laanydelse og det gode Samarbejde, jeg gennem mange Aar, de 7 gode, havde med Banken, kunde umuligt avle Uvenskab. — Uvenskabet kommer som bekendt først, naar man kræver det laante tilbage, og det kom desværre ogsaa i dette Til- fælde. Men herimod kan man ud fra Erfaringen om, hvorledes Livet leves — ikke rejse nogen Bebrej- delse — den største Kærlighed slaar tit over i sin Modsætning — Hadet, dikteret maaske af den menneskelige Trang til at søge at skyde Skylden fra sig. Om Dyrelivet siger man, at naar Krybben er tom, bides Hestene. Naar Bankens Sagfører, Nytaarsdag tror jeg det var, skrev i et københavnsk Blad, at det var Personen Albert Theilgaard man vilde have fjernet, han stod i Vejen for enhver heldig Løs- ning af Bankens og Fabrikkens Vanskeligheder, ja, saa er det ud fra de af mig nævnte Grunde forstaaeligt — i en lille By kan Stemningen hur- tigt slaa om — den beherskes om jeg saa maa sige af rudimentære Kræfter, som er relativt meget ringere i Antal end i Storstaden, men har saa meget større Indflydelse. 7