Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

303 For at den sparsomt faldende og med liden Omhu samlede Gjodning kan flaae til, maa den stærkt blandes, og dette skeer paa tvende forskjellige Maader: i det egentlige Thy meest ved Lobcrcekker; i Hanherred og paa Mors, hvor Alsæden længst har holdt sig, i Møddinger hjemme eller paa Marken. Loberækker, som Hoegh alt omtaler i sin Anviisning til et vel indrettet Jordbrug (Side 279) *), sees anvendte af Bonden næsten overalt i Thy. Er det Gronjord, som skal gjodffes, ploies Furerne dertil midt om Sommeren, og Gjodningen udkjores deri faa tidligt for, under eller efter Hosten, som Tiden tillader, bækkes til og ligger en Maanedstid, indtil Jorden bliver rigtig stjor, hvor- paa den spredes saa jevnt muligt og ligger saaledes, indtil den er regnet i Jorden, og Græsset vel er groet op derigjennem, da den nedploies og ligger til næste Foraar, naar Bygget skal saaes. De, der forst bruge Gronjordshavre, ploie ligeledes i dens Stubbe uogle Flirer og anlægge deri Loberækkerne, hvilket da bliver sildigere om Esteraaret, saa at de ofte forhindres fra at faae dem spredte og Gjod- ningen nedploiet inden Vinteren. Endog tidligt om Foraaret kjores den endnu ub i Rækker af dem, der ei ere blevne færdige dertil om Esteraaret, eller ei have havt Gjodnmg nok; og da ligger den deri tildækket, indtil Bygget skal saaes. Det er vel den nemmeste Maade, hvorpaa Gjodningen kan blandes, at den kan udstrækkes efter §)nske, da herved undgaaes Uleilighed med at hjemfore og igjen udkjore Vlandingsjorden; men det er og den ufuldkomneste. Ageren faaer derved, med Undtagelse af Levningertte af den sparsomme Gjodnittg (10 å 60 smaae Læs paa em Londe Lcmd), ei mere Muld, end den har, da det er dens Eget, som gives den igjen. De bedste Safter synke ned i Jorden, hvor Rækkerne have ligget, og der bliver gjerne Leiesæd, om end Alt med største Omhu opskovles og udspredes, saa at man i flere Aar tydeligt kan see Sporene deraf i Kornet (især er dette Tilfældet, hvor Ncekkertte have ligget udspredte Vinteren over); derimod er den Gjoduiug, som udspredes over Ageren, som oftest saft- og kraftlos, der vel kan frembringe ret gode Afgrøder paa de frugtbare Marker det forste Par Aar, men ei holder igjen ') Cfr. Aagaard's Beskrivelse, Side 107.