Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

474 saa ringe, imedens Byrder og Udgifter i det Hele stode i saa ugunstigt Forhold til Indtægterne, at der stedse maatte komme Underbalance. Derfor lode almindeligt i Beretningerne fra 1822 de samme Klager, som fra Mors: „Det er næsten utroligt, hvormeget Landeiendommene ere faldne i Pciis i bo 3 å 4 sidste Aar, den Eiendom, som for 4 Aac siden kostede nogle tusinde Rigsbankdaler, koster nu neppe' ligesaa mange hundrede, og dette er ikke at undres over; thi, da Landmandens Produkter næsten ere uafsættelige, endog til Sporpriis, og hans Indtægter staae i et saa aldeles Misforhold til hans Ud- gifter, hvilke endnu ere de samme, som for flere Aar siden, at det næsten ikke kan betale sig at dyrke en Gaard, om man endog riede den qvit og fri, naar Folkelen, Eaardsredskab, Vedligeholdelse, Kjob- mands-Varer, Skatter og Afgifter etc. skal betales: saa er det jo en naturlig Folge, at Ejendommenes Værd maa falde. Crediten er mi sunken saa dybt, at den, som har Penge at udlaane, frygter for ar sætte dem i Landeiendomme, som Noget, der er afgiver sikkert Paut. Udlæg, Executioner, Udpantninger hore til Dagens Orden. Under saadanne trykkende Omstændigheder tabes Modet, og Ager- dyrkningen kan vist aldrig til nogen Tid gjore mindre Fremskridt, end nu." Denne sørgelige Tilstand er nu forbi, og i det sidste Decennium have Eiendommene igjen hævet sig mere og mere. Nogle frugtbare Aar, med gode Priser paa alle Landmandens Produkter og en rask Afsætning, have dertil virketi Krediten for Landeiendomme er igjen kommen tilbage, og det er ikke vanskeligt, heri at faae Penge tillaans, stjondt Mattgel derpaa altid forst yttrec sig i flige Udkanter af Landet. Færre Eiendomme blive stedse tilfals, og, naar en skal sælges, ere der gjerne 10 Hænder om den, hvorved Priserne maae uforholds- mcessigm stige igjen. Af Hecregaardene ere forholdsviis meget faa komne i Handelen i dette Amt siden Krigens Tid, saavel i den Periode, da en Eien- dom betalte sig ringere, jo storre den var, som i Nutiden, da Pri- serne stige Aar for Aar, og Folk snart ikke vide, hvad de tor for- lange, af Frygt for, at det er for Lidet; thi de fleste ere i indfodte Familiers Hænder, hvilke siden den gyldne Periode sidde deri saa grundmurede, at de kunde udholde Tidernes Tryk, uden at rokkes;