Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

198 Postglacial Tid: Planter, Dyr og Klima „den øverste Tanglinje“ (smig. S. 175). F. var opmærksom paa, at i nogle af disse hævede Havstokke var Indholdet af Østers- og Muslingeskaller meget be- tydeligt, og sammen med dem forekom „sorte Striber1' eller Lag og vistnok og- saa Flintfliser. Han tillagde dog dette ikke større Betydning og tilskrev de sorte Striber en Oprindelse fra forkullet Tang. J. Steenstrup, som ved sine Moseunder- søgelser havde faaet Øjet aabnet for den store Betydning, det vilde have, naar Oldforskningens Resultater knyttedes sammen med Geologien, havde allerede 1837 „i Lag af Østers og andre Strandskaller, der nu befandt sig betydelig over Havets Overflade, fundet umiskendelige Kunstprodukter, som altsaa satte disse Lags Dannelse om ikke indenfor den historiske Tid, saa dog indenfor Landets Beboelsestid. Disse Kunstprodukter var tvende 3—5 Tommer lange Flintflækker, tilhugget paa den sædvanlige Maade af Landets ældste Beboere; den ene fundet i en Østers- eller Muslingbanke paa Visborg Mark, den anden ved Havnøe, begge Steder i Nærheden af Mariagerfjord. Lignende Banker med Muslinger og Østers findes ved de fleste Kyststrækninger, navnlig ere de hyppige omkring Issefjorden.....Som nogle af de vigtigste Findesteder angiver Steenstrup en Forekomst „tæt ved Frederikssund Færgested og det andet ved Havelse Mølle" (mellem Frederikssund og Frederiksværk). Steenstrups Meddelelse, som blev givet i d. kgl. d. Videnskabernes Selskab den 7. Jan. 1848, altsaa næsten en halv Snes Aar efter at Forchhammer havde fast- slaaet, at der rundt om ved Danmarks Kyster fandtes hævede Havstokke med Sten og Muslingeskaller, gik selvfølgelig ikke ud paa at konstatere det samme velbekendte Faktum, men, som han selv siger, paa at meddele „nogle Iagttagel- ser, han havde anstillet angaaende Tiden, da visse hævede Lag af Østers- og Muslingeskaller vare dannede, og angaaende de Natur- og Cul tur forhold, som da havde fundet Sted i Landet". Steenstrup havde saaledes ved sit skarpe Blik tidligt lært at differentiere mellem de forskellige Arter af „hævede Skal- dynger«, der, som Forchhammer havde vist, forekommer langs de danske Kyster. Han (Stp.) havde ogsaa, flere Aar førend den ovenomtalte Beretning kom frem, udviklet sine endnu ikke fuldkommen begrundede Ideer derom for en yngre, stærkt interesseret Ven J. F. Johnstrup, der den Gang var Forchhammers Assi- stent01). Steenstrup, der altid betragtede og behandlede Forchhammer som „en fader- lig sindet Ven“, viste ham ogsaa i denne Sag stor Hensyntagen. Der var tillige her ganske særlige Grunde til at vise et saadant Hensyn. Forchhammer havde nemlig faa Aar før det her omhandlede Tidspunkt lidt et højst ubehageligt Ne- derlag i et geologisk-arkæologisk Spørgsmaal, den saakaldte „Runamo-Sag“, hvor den unge fremadstræbende Arkæolog J. J. A. IVorsaa havde vist, at nogle Ridser i en Grønstengang i Sverig, som Forchhammer (og andre) havde anset for Runer, i Virkeligheden kun var naturlige Sprængninger af Stenens Overflade. Intet Under derfor, at Steenstrup gik varligt frem, da der nu atter viste sig et geologisk- arkæologisk Problem, hvori Forchhammer syntes at ville styre fejl. Stp. viser, at han paa enhver Maade gerne vilde have F. til at se det rigtige selv. Han fremdrager et af F. selv undersøgt Fund af (en som det senere viser sig) ud- strakt Køkkenmødding ved Krabbesholm nær Skive, han faar F. til selv at give Attest for, at de af Stp. i Køkkenmøddingerne ved Roskildefjord fundne Flint- flækker er virkelige Oldsager, og endelig faar han dannet en Kommission til Undersøgelse af disse Spørgsmaal, hvori foruden Forchhammer og Steenstrup ogsaa J.J. A. Worsaa (den Gang 26 Aar) fik Sæde, saa at det altsaa straks fra Begyn-