Populær Kemi

METALLERNES EGENSKABER 115 ligt smidigt og lader sig udhamre og udvalse til yderst tynde Blade (Blad- guld). Et Metals Siyrke maales ved den Vægt, der skal hænges paa en Metaltraad af bestemt Gennemsnit for netop at bringe den til at briste; i den Henseende er der meget stor Forskel paa Metallerne. Saaledes vil en Jcrntraad af 2 Millimeters Gennemsnit først briste ved en Byrde paa 500 Pund, medens en Blytraad af samme Gen- nemsnit ikke kan bære 18 Pund uden at briste. Ogsaa Haardheden er højst forskellig hos Metallerne. Natrium er saa blødt, at det kan skæres itu som Voks, Bly kan ridses med Neglen, men Metallet Mangan er saa haardt, at det kan skære Glas som en Diamant. Om end Metallerne alle er gode Ledere for Varme og Elektricitet, viser de dog ogsaa i denne Henseende indbyrdes Forskellighed. For Anvendelsen i det daglige Liv har ogsaa Metallernes Mod- standsevne overfor kemiske Indvirkninger af Luft, Fugtighed, Syrer m. m. Betydning. De Heste af dem angribes paa Overfladen i fugtig Luft: Jernet »ruster«, Kobberet overlrækkes med »Ir«. Dette hid- rører fra, at de angribes af Luftens Ilt (og Kulsyre), naar der er Fugtighed til Stede; de danner derved iltholdige Forbindelser og bliver matte paa Overfladen; Sølv, Guld og Platin undergaar ikke denne Forandring, men holder sig godt i Luften; derfor kaldes de »ædle« Metaller. Modsætningen til dem danner de saakaldte »Al- kalimetaller« Kalium og Natrium, som i samme Øjeblik, de kommer i Berøring med Luften, mister deres Glans, hvorfor de maa opbe- vares i Brint eller under en Vædske, der slet ikke indeholder Ilt, f. Eks. Petroleum. Naar Jern vedblivende udsættes for fugtig Luft, da fortsætter »Iltningen« sig i Dybden: »Rusten æder sig gennem Jernet«. Hos andre Metaller, f. Eks. Zink og Tin, finder en saadan fortsat Virk- ning ikke Sted; de bliver matte paa Overfladen, men under det øverste Lag foregaar ingen Iltning. Man beskytter derfor Jerngen- stande mod at ruste ved at overtrække dem med Zink (saakaldt »gal- vaniseret Jern«), Tin (fortinnet Jernblik) eller Nikkel. Ved Ophed- ning til højere Temperatur optager Metallerne (undtagen de ædle) let Ilt fra Luften; flere af dem kan derved bryde i Brand Ligesom Ilt kan ogsaa Svovl, Klor, Brom og flere andre Grund- stoffer direkte forene sig med Metaller; de danner derved »Svovl- metaller«, »Klormetaller« o. s. v. Intet Metal er i den Forstand opløseligt i en Vædske, at det kan faas igen af Opløsningen ved blot at dampe Vædsken bort, saaledes som man kan faa Sukker igen af en Sukkeropløsning ved blot at dampe Vandet bort. Metallerne er ikke opløselige i Vand; naar de opløses i Syrer, da foregaar der altid samtidig en kemisk Proces; opløser man Jern i fortyndet Svovlsyre, da udvikles der Brint (S. 37); damper man derefter Syren bort, bliver der ikke Jern til- bage, men der udkrystalliserer svovlsurt Jern (Jernvitriol). Det der sker, naar et Metal opløses i en Syre, er, at Syrens Brint bytter Plads med Metallet; hvad der for var en Syre, bliver derved