Populær Kemi

130 POPULÆR KEMI Salt, kommer der et hvidt Bundfald, som bestå ar af basisk kulsur Magnesia og i tørret Tilstand benyttes som Lægemiddel under Navn af Magnesia alba. Kulsur Magnesia kan opløses i Saltsyre og giver derved Klormagnium, MgCl2, der ogsaa findes i Havvand og bidrager til at give dette en bitter Smag, Forbindelser af Magnium med Kiselsyre (kiselsur Magnesia) er meget udbredte i Naturen; Merskum, Talk og Serpentin er saaledes kiselsur Magnesia; Merskum, der benyttes til Pibehoveder, Cigarrør o. lign., findes især i Lilleasien; det forsendes som raa Klodser, der tildannes, tørres, slibes, gennemtrænges med Voks og poleres. Af- faldet bruges til »uægte Merskum«. I Guano findes Krystaller af saakaldt Struvit- dette bestaar af fosforsur Magnesia-Ammoniak, som ogsaa fa as, naar man til en Op- løsning af engelsk Salt sætter en Salmiakopløsning og derpaa Am- moniakvand og fosforsurt Natron. ZINK, Zn = 65. (Herunder omtales: Metallisk Zink, Zinkstøv, »galvaniseret Jern«, Zinkhvidt, Zink- vitriol, Klorzink og som Tillæg: Kadmium og Kadmiumgult) Zink findes ikke i metallisk Tilstand i Naturen; derimod fore- kommer kulsurt Zinkilte som Galmei, og Svovlzink som Zinkblende. Disse to Mineralier er de vigtigste Zinkmalme. Zinkblenden ristes under Luftens Adgang, hvorved den iltes; Produktet blandes derpaa med Kul og ophedes hermed i særlige Destillationsapparater. Kullet for- ener sig da med Ilten til Kulilte; Zinken frigøres og forvandles ved den stærke Varme til Zinkdamp, som fortættes i Apparatets Forlag, I Europa blev Zink først fremstillet i Begyndelsen af det 18 Aar- hundrede, men allerede før den Tid har det været kendt i Orienten. At »Galmei« kunde bruges til Fremstilling af Messing, som er en Legering af Kobber og Zink, vidste allerede Grækerne i Oldtiden. Zink er et blaalighvidt Metal af Vægtfylde 7 • det smelter ved 420° og koger ved omtrent 1000°. Ved almindelig Temperatur er det sprødt og krystallinsk; man kan let knække en tynd Zinkstang over; ved 100° bliver det fuldkomment smidigt og lader sig da udvalse til Zinkblik, men hvis man opvarmer det yderligere til 200°, bliver det igen saa sprødt, at det ved denne Temperatur endog lader sig pulveri- sere. Det opløses let i fortyndet Svovlsyre og Saltsyre under Udvikling af Brint (Side 35); fortyndet Salpetersyre opløser det ogsaa, men derved udvikles Kvælstofforilte (Side 94). Ogsaa stærk Sæbesyderlud (Natronhydrat) kan opløse Zink, navnlig naar der samtidig er Jern til Stede. Udsat for Luften bedækker Zink sig efterhaanden med et ganske tyndt Lag Zinkilte, som beskytter Metallet mod videre Iltning; det holder sig derefter godt i Luften og benyttes derfor som Overtræk