Populær Kemi

ILT 29 Det er ovenfor nævnt, at Ilt er en Bestanddel af Luften, i hvil- ken den findes i fri Tilstand; det er den, der bevirker, at kulhol- dige Stoffer, Svovl osv, kan brænde i Luft; naar Luften berøves sin Ilt, kan den ikke mere nære Forbrændingen; uden Iltens Nær- værelse vilde vi ikke kunne skaffe os Varme i vore Ovne, men uden den vilde vi heller ikke selv kunne leve; vi indaander Ilt med Luften; denne Ilt tilføres ved Blodlegemerne de sammensatte Stof- fer, der findes i vort Legeme, og overfører dem til ny Stoffer af simplere Sammensætning, som ikke er til Nytte for Organismen, og som maa udskilles, f. Eks. Kulsyre, der udaandes, og Urinstof, som udskilles gennem Urinen; til Gengæld for de saaledes tabte Bestand- dele optager Legemet ny ved Ernæringen. Ilten fremkalder saaledes ogsaa i den levende Organisme en Forbrænding, der ganske vist ikke er ledsaget af Lysudvikling, men dog af Varmeudvikling; ved denne Forbrænding frembringes der i det menneskelige Legeme omtrent 2800 Varmeenheder i Døgnet eller den Varmemængde, der er i Stand til at opvarme 28 Potter Vand fra 0° til Kogning. Ved denne Varmeudvikling faar det sunde Menneskes Legeme en Middeltemperatur paa 37° C. Ligesom en Ovn for at vedblive at frembringe Varme stadig maa forsynes med Brændsel, som ved sin Forening med Ilt giver Varme, saaledes maa ogsaa det dyriske Legeme stadig forsynes med ny Næring til Erstatning for den Stofmængde, der tabes ved den om- talte Iltning, og til fortsat Tilvejebringelse af den nødvendige Le- gemsvarme. Der medgaar saaledes betydelige Mængder Ilt til Menneskets og Dyrenes Forbrug saavel i Legemet som udenfor dette ved de mang- foldige Forbrændinger af kulholdige Stoffer i vore Ovne; i Stedet for denne Ilt afgiver baade det dyriske Legeme og Ovnene Kulsyre og Vanddamp, af hvilke den første er Kulstoffets, den sidste Brin- tens Forbrændingsprodukt; baade Kulstof og Brint findes nemlig saavel i vore Brændselsstoffer som i vore Næringsmidler sammen med andre Grundstoffer. Paa Grund af dette store Iltforbrug maatte Luftens Iltmængde efterhaanden svinde betydelig ind og tilsidst blive saa ringe, at alt Dyreliv paa Jorden maatte ophøre; alligevel viser den kemiske Un- dersøgelse os, at Luften til Stadighed indeholder den samme Ilt- mængde; Forbruget maa altsaa blive dækket paa anden Maade; dette sker som foran omtalt ved Hjælp af Planterne, der er Illfabrikan- ter i stor Maalestok, og som ved Sollysets og Bladgrøntets Hjælp atter frembringer Ilt og kulstofholdige Stoffer af den ved Dyrenes Livsproces dannede Kulsyre; denne Iltproduktion holder Ligevægt med Menneskets og Dyrenes Iltforbrug. Det maa dog tilføjes, at ogsaa Planterne indaander Ilt og udaander Kulsyre samtidig med, at de som nævnt er Iltfabrikanter, men hos Planterne er dog Af- iltningsprocessen overvejende, hos Dyrene derimod Iltningspro- cessen.