Populær Kemi

30 POPULÆR KEMI Ikke enhver Forbrænding foregaar under Lysudvikling; mange langsomme Iltninger finder Sted i Naluren uden nogen saadan, men i flere Tilfælde kan Varmeudviklingen under gunstige Omstændig- heder ved saadanne Iltninger blive saa stærk, at Stoffet tilsidst bry- der i Brand. Man kender ogsaa fra Hverdagslivet Eksempler paa dette; saaledes kan fedtet Bomuldsaffald eller Uldklude, der er mættet med Olie, naar de ligger hen, antændes »af sig selv«, fordi Fedtet eller Olien optager Ilt fra Luften med stor Lethed, naar den fedtede Genstand har en stor Overflade; Iltningen kan da blive saa heftig, at den derved frembragte Varme er tilstrækkelig til at antænde Bomulden eller Kludene. En lignende »Selvantændelse« kan indtræde i større Høbeholdninger, naar Høet ikke er rigtig tørt, da Fugtigheden begunstiger Optagelsen af Ilt fra Luften; Høet frembyder en stor Overflade og er let antændeligt; Varmeudviklin- gen ved Iltningen kan derfor ogsaa her stige saa højt, at der gaar Ild i Høet. Andre Eksempler paa lignende Forhold har man i Selvantændelsen i større Kulbeholdninger; som oftest beror denne paa, at Kullene indeholder let ilteligt Stof, navnlig Straalkis — en Forbindelse af Jern med Svovl — som ogsaa optager Luftens Ilt under Varmeudvikling, idet der dannes Jernvitriol. Den Temperatur, hvortil et Legeme skal ophedes for at bryde i Brand i Luft eller Ilt, er forskellig for de forskellige Stoffer. Nogle er overordentlig letantændelige; dette er for Eksempel Tilfældet med Dampen af Svovlkulstof, en ildelugtende Forbindelse af Kulstof og Svovl; kommer man faa Draaber af dette Stof paa Bunden af et Glas, da fordamper det, og Dampene blander sig hurtigt med Luften i Glasset; varmer man nu en lille Glasstang i en Kogegas- flamme eller Spritflamme, indlil Stangen blot er ca. 150° varm — langtfra glødende — og bringer man den derpaa ned i Glasset, vil Svovlkulstofdampen øjeblikkeligt antændes. Fosfor bryder i Brand naar det opvarmes til lidt over 60°; derimod kan Belysningsgas ikke antændes, selv om den bringes i Berøring med rødglødende Jern. Den Temperatur, ved hvilken et Stof bryder i Brand, kaldes dets Antændelsestemperatur. Enhver Forbrænding maa indledes der- ved, at det brændbare Stof paa et eller andet Stof opvarmes til denne Temperatur; naar Stoffet er brudt i Brand, stiger Tempera- turen højere endnu, indtil den naar den for vedkommende Stof under de givne Betingelser ejendommelige Forbrændingstemperatur. Hver Gang vi skal tænde Ild op i vore Ovne, ja hver Gang vi tænder en Tændstik, drager vi Nytte af dette Forhold; de gammel- dags »Svovlstikker« antændtes ved Rivning mod en eller anden Flade, f. Eks. Væggen; denne Antændelse beroede paa den Omstæn- dighed, at det Fosfor, der var anbragt paa Svovlstikk ens Spids, ved Gnidningen blev opvarmet til omtrent 60° og derved brød i Brand, da 60° er Fosforets Antændelsestemperatur; naar Fosforet var antændt, steg Temperaturen til Fosforets Forbrændingstempera-