Populær Kemi

ILT 31 tur, som ligger højere end Svovlets Antændelsestemperatur; der- for antændtes nu det Svovl, der var anbragt paa Svovlstikken ved Siden af Fosforet; atter steg nu Temperaturen, til Svovlets Forbrændingstemperatur var naaet, og da denne ligger højere end Træets Antændelsestemperatur, gik der derefter Ild i dette. Svovlet var et nødvendigt Mellemled mellem Fosforet og Træet; thi Fos- forets Forbrændingstemperatur er ikke saa høj, at Træet direkte kan antændes derved; man kan anbringe Fosfor i Høvlspaaner og antænde det ved en varm Metaltraad, uden at Spaanerne bryder i Brand ved Fosforets Forbrænding. Skal vi fyre op i en Ovn, maa vi begynde med at tænde Ild i saadanne Stoffer, der har en for- holdsvis lav Antændelsestemperatur, f. Eks. Papir, Harpiks, Fyrre- pinde; disse Stoffer giver da ved deres Forbrændingstemperatur til- strækkelig Varme til, at det egentlige Brændsel kan antændes. Blæser vi samtidig Luft ind paa det brændende Stof, hvilket er det samme som at tilføre mere Ilt, eftersom Luften er iltholdig, da fremskynder vi yderligere Forbrændingen, der som tidligere bemærket bestaar i, at Brændselets Bestanddele forener sig med Ilt til kemiske For- bindelser under Udvikling af Lys og Varme; jo bedre Træk der er i en Ovn, desto livligere gaar som bekendt Forbrændingen, thi desto mere Ilt passerer der i samme Tid henover Brændselet. Det er ikke alene saadanne Grundstoffer som Kulstof, Svovl, Fosfor og Brint, der kan brænde, ø: forene sig med Ilt under Ud- vikling af Lys og Varme; mange andre Grundstoffer har samme Evne; saaledes kan flere Metaller antændes ved Ophedning i Luften. I idligere er det allerede nævnt, at Metallet Magnium brænder med intensivt Lys og derved danner Magniumilte (Magniumoxyd); ogsaa Zink kan brænde. Tager man f. Eks. nogle Zinkdrejespaaner i en Metaltang og holder dem ind i Flammen paa en Kogegasflamme, brænder Zinken med grønlig Flamme og udsender en hvid Røg af Zinkilte, der som Malerfarve er kendt under Navn af Zinkhvidt. Mange Metaller, der ikke ligefrem bryder i Brand ved Ophedning i Luften, forener sig alligevel paa Overfladen med dennes Ilt, hvilket kendes paa, at de »løber an«. Kobber kan saaledes ved stærk Ophedning i en Luftstrøm blive helt sort paa Overfladen af Kobber- ilte. Nogle Metaller har dog ingen Tilbøjelighed til saaledes di- rekte at forene sig med Ilt; dette gælder om de saakaldte ædle Metaller, Sølv, Guld og Platin. I Modsætning til dem er der an- dre Metaller, der har en saa stærk Tilbøjelighed til at forene sig med Ilt, at de aldeles ikke kan taale Berøring med Luft, men maa opbevares under Stoffer, der er iltfri ; dette er saaledes Tilfældet med Kalium og Natrium, hvis Forhold overfor Vand tidligere er omtalt (S. 12). At mange almindelige Metaller, f- Eks. Jern og Kobber, angribes af fugtig Luft, er vel bekendt; dette har ogsaa sin Grund i deres Tiltrækning til Ilt; Jernet »ruster« og danner derved en iltholdig Forbindelse, Kobberet overtrækkes med grøn »Ir«, som ogsaa er iltholdig.