Arbejdets Riddere

41 Arbejdernes Stilling, og han besluttede nu, paa Grund- lag af denne, at sætte noget ind paa, at Arbejder- bevægelsen kunde komme ind i et sundere og bredere Spor. En Søndag Eftermiddag i Foraaret 1869 holdt han en Forhandling med en Kammerat ved Navn Henry L. Sinexon. Ved denne Lejlighed beklagede han den Mangel paa Interesse for. Fagforeningen, som Medlemmerne lagde for Dagen. „De har“ — udtalte han — „ingen Forstaaelse af, hvad Organisation betyder". Der er meget mere Tale paa Værkstedet Dagen efter Mødet, end der er ved selve Møderne. Alle faar der- ved straks Besked, om, hvad der foregaar ved Møderne. Paa denne Maade kan det ikke gaa. Fortsættes der paa hidtilværende Maade, vil Organisationen gaa i Stykker. Sinexon var enig med Stephens. Begge erkendte, at det var Egennytten, der herskede i Fagforeningen. Enhver gik kun den Vej, han personlig fandt mest Fordel ved. Baade Stephens og Sinexon var blandt dem, der saa, at Fagforeningen kun udviklede Snæver- synet og Egenkærligheden, og at det var nødvendigt, at Arbejderbevægelsen blev ført ind paa et Grundlag, paa hvilket de faglige Interesser kunde fremmes sam- tidig med. at Arbejdernes Syn blev hævet ud over de daglige snævre Grænser, og deres Følelser uddybede saaledes, at de kunde omfatte Fællesinteresserne for hele det arbejdende Folk Sit Mismod over Livet i de hidtidige Foreninger udtrykte Sinexon paa følgende Maade: „Fra ingen af de Foreninger, hvoraf jeg er Medleni, kan jeg hjembringe den Følelse, som jeg ønsker at bringe med mig“. Resultatet af de to Mænds Raadslagning blev, at de enedes om at mødes igen den følgende Søndag og da hver medtage nogle faa paalidelige Mænd, med hvem de kunde forhandle om den foreliggende Opgave. Ved det næste Møde var der 8—9 Personer til