Materialprøvningens Udvikling
Tale ved aarsfesten den 29de januar 1908

4 Man liar her egentlig allerede del i forrige Aarhun- drede af Hartig indførte Begreb: Bristningslæng- (l e, som med saa stor Nytte bruges for Garn og Papir, o: Stoffer, hvis Tykkelse ikke kan maales med Nøjagtig- hed, saa at man ikke kan angive Styrken i kg pr. m2 Iværsnit, men derimod vel i Bristningslængde. Galilei saa videre*), al en Cylinder vilde blive paa- virket ganske anderledes, hvis den anbragtes vandret med den ene Ende inde i en Mur. Galileis Betragtning var følgende: Den Kraft, der virkede til al brække Cylinde- ren, var dens Vægt, som man kunde tænke sig virkende i Cylinderens Tyngdepunkt, og de Kræfter, der virkede imod, at Cylinderen brækkede, ved at den udragende Del af den drejede sig om del nederste Punkt af dens Tvær- snit i Murens Flade, kunde man tænke sig ensformig fordelt over dette Tværsnit, altsaa virkende i Tværsnil- tets Centrum. Galilei fandt, skønt der jo er Fejl i den Beregning, han saaledes opstillede, derved ud af, at fordi en tynd Bjælke kunde slikke ud fra en Mur og bære sig uden at briste, kunde man ikke være sikker paa, al en der- med ligedannet, tyk Bjælke kunde gøre det, thi den vilde faa en større Paavirkning i nævnte Tværsnil. Dette vilde den faa, dels fordi den vejede mere, da den var længere og tykkere, og dels fordi dens Vægt virkede længere fra Muren, og herpaa kunde det langtfra bøde, at dens Tvær- snit i Muren var større. Galilei havde i flere Aar spekuleret over, hvorfor en Maskine lavet i stor Maalestok ikke altid kunde holde, naar en lignende, lille Maskine kunde gøre del. Man havde hidtil alene tilskrevet tilfældige Ufuld- kommenheder i Udførelsen af den større Maskine, al For- holdet var saaledes, men nu havde Galilei fundet en Løs- ning paa Gaaden, og dermed grundlagde Galilei en helt ny Videnskab. Galilei fandt nu let, al en rektangulær Bjælke var stærkere, naar den laa paa Højkant end paa Fladen, at *) Af Galileis berømteste Værk over Mekanik: Discorsi e dimostra- zioni matematiche, o, s, v., 1638, Bjælker, der var indspændle ved den ene Ende, eller hvilede paa to Undersløttelsei’, kunde bære Vægte, der var proportionale med Bjælkernes Bredde, med 2den Polens af deres Højde og omvendt proportionale med deres Længde, at hule Cylindre som Knogler, Fjer, Stok- ke og Græsstraa siod sig bedre mod Bøjning, end hvis de havde været massive med samme Volumen. Galilei gav sig endog til al udregne, hvorledes en Bjælke, der var ind- spændt ved den ene Ende, skulde formes for at indeholde saa lidt Materiale som mulig i de forskellige Tværsnit, og fandt, al naar Undersiden var vandret, skulde Oversi- den formes eller en Parabel. Den Bjælke med konstant størsle Fiberspænding, han saaledes kom til, blev som en Stamfader for en hel Slægt af senere Bjælker af denne Art. Galilei, som døde 77 Aar gammel d. 8de Januar 1642, undlod aldrig at gøre opmærksom paa den prak- tiske Nylle af de Resultater, han kom til, men egent- lige Materialprøvnings forsøg gjorde han dog ikke. De første af denne Slags synes al skyldes en Sven- sker P. Wurtzius, saaledes som del fremgaar af et Brev til ham i 1657 fra den franske Arkitekt Francois Blondel, som efter Galilei er den første Skribent om disse Ma- terier. Galilei var i sin Beregning af, hvor meget en i den ene Ende indspændt Bjælke kunde bære, gaaet ud fra, al den brækkede, uden formedelst Elasticitet først at bøje sig. Mariotte og senere Leibniz (Fig. 2) gjorde imidlertid Fig 2. Gottfred Wilhelm Leibniz, født i Leipzig 1646, død i Hannover 1716. Beregningen om under den Forudsætning, at den først bøjede sig og derved fulgte Hookes i 1678 udtalte Lov »ut lensio sic vis«, der udsagde, at et Legeme strakte sig proportionalt med den Kraft, der strakte det. Mariotte kom ind paa Sagen, ved at Bøjningsforsøg med Stænger af Træ og Glas viste ham, at Galileis Beregning maatte