Breve Fra En Dansk Ingeniør

SAKAL. 109 ved Synet af os. Men næppe se de Pokkers Negere, at min Lorie vender om, før de alle fare op paa Waggonen og rutsche løs paa os. Jeg havde lige Tid til at frelse mine kære Staal- baand og skraale efter mine Folk, der skubbede Lorien, da Waggonen braser paa, furer al Bagage, Telte, Vandtønder, Provisionskasser ned paa Skinnerne, standser sig selv ved at skære vor Sæk med Ris over og opnaar selv at løbe af Skinnerne, medens min lille Lorie pidskede afsted som en Depeche, ganske uskadt. Det var Kl. 4 Eftm. Jeg fik min Lorie paa Skinnerne og jollede afsted til Louga for at faa fat i en Dunkraft. Kl. 5 kom jeg der og traf ingen, ikke engang Dunkraften. Kl. 6 var jeg tilbage igen efter at have reddet noget Tømmer og Kl. 9 om Aftenen havde jeg faaet Waggonen baxet paa Skinnerne. Jeg var morderlig stolt, da Robert Kl. 10 kom hæsblæsende paa en Drajsine med Mandskab for at skaffe Vejen fri, at jeg roligt kunde melde klar Bane. Det havde været en ubehagelig Historie for Robert, dersom Driften havde opdaget, at han ikke brugte rød Fane. Min lille brune Kuffert blev skaaret midt over, men indeholdt ellers kun bløde Genstande og Penge til Folkeløn. Arbejderne Jord do.)