Breve Fra En Dansk Ingeniør

PERNAMBUCO. 167 intimere Dag for Dag, han er en sand Perle, og vi tale Spansk sammen efter vore Dictionairer. Vor Conversation er ikke lidt idiotisk for en Udenforstaaende, f. Ex.: »Har De min Broder Karls gamle Sko?« Svar: »Nej, jeg har Uret (tort)«. »Er De i Besiddelse af Deres Søsters Hat?« Svar: »Fædrelandskærlighed er den største af alle menneskelige Dyder« o. s. v. Men vi ere slet ikke bange for at blive lidt idiotiserede, det giver En en langt mere værdig Holdning. Vi røge og spise forfærdeligt, 5 Gange om Dagen, nemlig først Chocolade og ristet Brød Kl. 7, Kl. 9 gaa vi til den første Frokost, hvor vi spise som gale, Kl. 1 igen men kold Lunch, Kl. 6 Middag og Kl. 9 The og Sandviches. Vi spille Dam og »Bob« (et skraat Bræt med Chiffre og flade Blyskiver, som man kastet derpaa) og ogsaa nogle Kort. Der er ganske nydelige Damer ombord, næsten alle engelske, og et ungt Par, der skal nedsætte dem i Rio og som udgøre Roberts og min Fortvivlelse, naar de trille rundt med hinanden om Livet i alle mørke Kroge for at sladdre og kysse hinanden. Hun er 19 Aar og har kun været gift i 2 Maaneder. Fanden maa vide, hvor disse Englændere have lært at klæde dem selv og deres Børn saa fint