Breve Fra En Dansk Ingeniør

VIERZON. II smagte nu meget godt alligevel, saa det er ikke andet end Snærperi at bryde sig om saadanne Bagateller. Vi har forresten i den sidste Tid faaet to danske Retter, nemlig Surmælk og Æble- grød, hvilke H. og jeg i høj Grad kunde lide, medens Franskmændene foretrak Sild og Hvidløg og Fedt. Der ser man Forskjellen melllem de to Racer. Medens de er latterlig pertentlige med Hensyn til om Servietter, Glas, Knive og plats ere fuldstændig rene, bryder de sig ikke om at purre op i deres pomadiserede Haar, brække et Stykke Franskbrød af, rode om i Saucen paa Tallerkenen dermed, putte Brødet og derefter Fingrene i Munden og endelig slutte med at tørre Fingrene af i Haaret. Og saa de Historier, de fortælle ved Bordet; ja jeg rødmer alene ved at høre paa dem. Og saa den Tid, de er om at lave Lækkerbidskener til med Pomade og Salt og Peber og Eddike, og om at lave Salat, binde Servietten om, rode, blande, vende op og ned og omkring, kræse sig et nyt Stykke ud af Fadet eller Stegen, det er ligefrem væmmeligt. Det værste er, at jeg begynder selv at blive væmmelig. Jeg gør et Helvedes Vrøvl, naar jeg ikke faar min Gedeost og en Biscuit til min Rødvin under Desserten. Og endelig forlanger