Forplantning og Arvelighed

6 kan føre en stadig fortsat Tilværelse, og at de mange Dyre- og Planteformer ikke uddør, til Trods for de enkelte Dyrs og Planters begrænsede Eksi- stens. Sammenligner vi nu de forskellige Individer, finder vi, som enhver ved, at de kan ligne hin- anden i nogle Henseender og være forskellige i andre. Det samme gælder, naar vi sammenligner Individerne med deres Afkom; vi ved jo alle, at Børn kan ligne deres Forældre i mange Egen- skaber, men afvige i andre. I første Tilfælde siger vi da, at Børnene „arver” de paagældende Egen- skaber fra Forældrene; hele Spørgsmaalet om Egen- skabers Overførelse til Afkommet kaldes Arvelig- he d s spørgsmaalet, og den Videnskab, som handler derom, og hvormed vi i det følgende skal stifte Be- kendtskab, hedder Arvelighedslæren. Denne Videnskab behandler nu ikke blot Forholdene hos Mennesket, men hos alle Organismer baade Dyr og Planter; den søger at paavise Lovene for Forholdet mellem Ophavets og Afkommets Egenskaber, at finde Aarsagerne til, at en Egenskab i nogle Til- fælde nedarves, i andre Tilfælde ikke, og at løse en Række Spørgsmaal, som staar i Forbindelse hermed. Som Indledning til vor Behandling af de egent- lige Arvelighedsspørgsmaal maa vi i dette Afsnit nærmere gøre os Rede for, hvordan Afkom i det hele taget fremkommer og paa hvilken Maade det staar i Forbindelse med Ophavet; derved vil vi faa det fornødne Grundlag at bygge den følgende Frem- stilling paa.