Forplantning og Arvelighed

Forfatter: F. Kølpin Ravn

År: 1904

Serie: Studenter samfunds række nr. 3.

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 119

UDK: 5751

Emne: Pris 1. kr.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 128 Forrige Næste
18 Antal er nøjagtig ens i de to Kærner. Som det derefter ses i Fig. E, lægger de to Grupper af Kromatinstave sig tæt op til hinanden og danner en Dobbeltkærne; de to selvstændige Kærner er for- svundne og den nye Kærne deler sig saaledes i to, at Halvdelen af Sædkærnens og af Ægkærnens Kroma- tinstave gaar hver til sin af de nye Celler.. Dermed er Befrugtningen afsluttet, og Udviklingen af det nye Individ paabegyndt; dette udvikler sig videre ved stadig fortsatte Celledelinger. Vi lærer altsaa heraf, at Befrugtningen bestaar af en meget inder- lig Sammensmælten af de hanlige og hunlige Køns- celler og deres Kærner, og vi ser, at i Befrugtnings- øjeblikket er Ægkærne og Sædkærne ens; med andre Ord: Fader- og Moderorganismen bidrager i saa Hen- seende lige meget til Dannelsen af det nye Individ. Der staar da blot tilbage at vise, paa hvad Maade Sædlegemerne (Sædcellerne) og Ægcellerne staar i Forbindelse med de Individer, som har frembragt dem. Som allerede antydet, udvikler Fosteret og det unge Dyr sig ved fortsat Cellefor- mering; herved udformes forskellige Organer, Hud, Muskler, Fordøjelsesorganer, Nervesystem, og for- uden disse de, som hos det voksne Individ skal frembringe Æg og Sæd (Æggestokkene og Sædstok- kene eller Testiklerne). Her frembringes Æg og Sædlegemer ved en Deling af særlige Celler; Køns- cellerne er altsaa Afkom af Hundyrets eller Han- dyrets Celler. Det nye Individ, der fremkommer ved Kønscellernes Sammensmæltning, maa altsaa betragtes som en Fortsættelse af begge Forældre- individer, og ikke af det ene af dem, som de gamle Teorier vilde lære. Først ved denne Opfattelse, som er grundlagt i Slutningen af det 19de Aarhundrede af Tyskerne Hertwig, Fol, van Beneden o. a., kan man forstaa. hvorledes det, som ovenfor an-