Forplantning og Arvelighed

18 Antal er nøjagtig ens i de to Kærner. Som det derefter ses i Fig. E, lægger de to Grupper af Kromatinstave sig tæt op til hinanden og danner en Dobbeltkærne; de to selvstændige Kærner er for- svundne og den nye Kærne deler sig saaledes i to, at Halvdelen af Sædkærnens og af Ægkærnens Kroma- tinstave gaar hver til sin af de nye Celler.. Dermed er Befrugtningen afsluttet, og Udviklingen af det nye Individ paabegyndt; dette udvikler sig videre ved stadig fortsatte Celledelinger. Vi lærer altsaa heraf, at Befrugtningen bestaar af en meget inder- lig Sammensmælten af de hanlige og hunlige Køns- celler og deres Kærner, og vi ser, at i Befrugtnings- øjeblikket er Ægkærne og Sædkærne ens; med andre Ord: Fader- og Moderorganismen bidrager i saa Hen- seende lige meget til Dannelsen af det nye Individ. Der staar da blot tilbage at vise, paa hvad Maade Sædlegemerne (Sædcellerne) og Ægcellerne staar i Forbindelse med de Individer, som har frembragt dem. Som allerede antydet, udvikler Fosteret og det unge Dyr sig ved fortsat Cellefor- mering; herved udformes forskellige Organer, Hud, Muskler, Fordøjelsesorganer, Nervesystem, og for- uden disse de, som hos det voksne Individ skal frembringe Æg og Sæd (Æggestokkene og Sædstok- kene eller Testiklerne). Her frembringes Æg og Sædlegemer ved en Deling af særlige Celler; Køns- cellerne er altsaa Afkom af Hundyrets eller Han- dyrets Celler. Det nye Individ, der fremkommer ved Kønscellernes Sammensmæltning, maa altsaa betragtes som en Fortsættelse af begge Forældre- individer, og ikke af det ene af dem, som de gamle Teorier vilde lære. Først ved denne Opfattelse, som er grundlagt i Slutningen af det 19de Aarhundrede af Tyskerne Hertwig, Fol, van Beneden o. a., kan man forstaa. hvorledes det, som ovenfor an-