Forplantning og Arvelighed

39 hans Medarbejdere ved Forædlingsanstalten i Sva- løf, som har udført et omfattende og grundigt Stu- dium. For den sædvanlige Betragtning synes jo intet saa ensartet som en Hvede-, Byg- eller Havre- mark; de fleste Individer ligner tilsyneladende hin- anden ganske. Hj. Nilsson foretog en nøje Under- søgelse af Egenskaber som Behaaringen af Avnerne, Antallet af Kærner i Smaaaks, Topgrenes Stilling lios Havren, Kærnens Farve og meget andet, som kun kan findes af en øvet Iagttager; det viser sig da, at man i alle Marker, selv saadanne som var tilsaaede med „forædlede” Stammer, som Square- head-Hvede, Chevalier-Byg o. fl., fandt en Bestand af uensartede Individer. Med andre Ord: vi staar ved disse Forhold overfor ganske det tilsvarende som før hos de vildtvoksende Planter. Hj. Nilsson forfulgte nu Sagen nærmere ved Forsøg fra Begyndelsen af 90’erne, idet han saaede Kærnerne af de udpillede, forskelligartede Planter, hver Plantes Afgrøde for sig. Denne Metode, som først blev anvendt af Vil morin ca. 1850, viste sig at føre til Maalet, idet Afkommet af Enkelt- planterne viste en overordentlig Ensformethed; for- skellige Ophavsindivider gav forskelligt Afkom, og disse Forskelle holdt sig uændrede den ene Genera- tion efter den anden. Det oprindelige Materiale var altsaa uensartet, bestod af Individer, som hørte til selvstændige Grupper i Lighed med de Smaa Arter ovenfor. Ved Anvendelsen af det vilmorinske Prin- cip har vi faaet det oprindelige Samfund opløst i en Række Rene Linjer, som W. Johannsen har kaldt de Individgrupper, som stammer fra ét Individ og formeres videre ved Selvbestøvning. (Hvede, Byg og Havre er jo Selvbestøvere). Undersøgelserne baade over dyrkede og vilde Planter har altsaa ført til det overensstemmende