Forplantning og Arvelighed

40 Resultat, at der bestaar en stor Mængde af meget snævre Individgrupper, Smaa Arter, som udmær- ker sig ved en iøjnefaldende Konstans, idet alle Individer indenfor Gruppen, selv saadanne som af- viger lidt fra de fleste, faar Afkom, som igen har Gruppens karakteristiske Egenskaber. Denne Opfattelse er i de seneste Aar bleven be- kræftet ved Undersøgelser i hel anden Retning. Hidtil har vi foretaget vor Inddeling af Indivi- derne efter Egenskaber, som vi kunde kalde væsens- forskellige (kvalitativt forskellige): En bestemt Haar- form kunde være tilstede eller mangle, ligeledes en bestemt Form af Kronblade eller Løvblade; hvis vi først har faaet Øjet op for Egenskaben, kan vi let se, om den er til Stede eller ej. Har vi ved denne Undersøgelse faaet ordnet Individerne i tilsyne- ladende meget ensartede Grupper, kan vi indenfor dem dog foretage Afvigelighedsundersøgelser, nem- lig ved at lægge Mærke til Størrelsen af de for- skellige Egenskaber; vi kan undersøge Grads- forskelle, i Stedet for at vi før undersøgte Væsens forskelle, og det viser sig da, at Individerne ogsaa i denne Henseende frembyder stor Ulighed. Da det her drejer sig om Mængdeforhold, Kvantiteter, op- naar vi den store Fordel at kunne udtrykke de enkelte Individers Egenskaber med Tal. Herved faar Arvelighedslæren et virkeligt eksakt Grundlag at bygge paa, og som vi straks skal se, har An- vendelsen af G al il æ is Læresætning: ,,Maal alt, hvad der kan maales, og gør det maaleligt, som ikke er det”, netop ved Arvelighedsundersøgelser haaret smukke Frugter. Undersøgelserne af Gradsforskellene mellem In- dividerne kom først frem ved Iagttagelser over Mennesket; det var den belgiske Statistiker Que- t e 1 e t, som ved Midten af det forrige Aarhundrede