Forplantning og Arvelighed

44 Middelniaalet, kaldes Plus-Afvigere, de, som er under, Miiiu s-A f v i g e r e. Udsaar vi Afgrøden af en Plantebestand, som er undersøgt paa denne Maade, under ét (o: uden Sortering) og giver den saa vidt mulig de samme Kaar som Ophavsplanterne, faar vi en Række Indi- vider, som viser samme Afvigelighed. Der vil være Middelmaalsindivider af samme Beskaffenhed som det foregaaende Aars, Plus- og Minus-Afvigere med en lignende Fordeling som før. Der opstaar nu det Spørgsmaal: har de enkelte Individer lige stor Værdi som Ophavsindivider, er det ligegyldigt, hvordan vi tager Udsæden indenfor Bestanden? Eller kan vi faa Afkom af ny Beskaffen- hed, hvis vi kun tager Plus- eller kun Minus-Af- vigerne til Ophavsindivider? G a 11 o n tog dette Spørgsmaal op til nærmere Undersøgelse. Han arbejdede med forskellige Egen- skaber hos Mennesker, Hunde, Heste og Ærter. Her skal jeg holde mig til hans Undersøgelse over Højde- forholdene i den engelske Befolkning. Som Grund- lag for Arbejdet tjente en Række Oplysninger om Højden og flere andre Egenskaber hos Medlemmerne af et stort Antal Familier; for hvert Forældrepar beregnedes Gennemsnitshøjden for Mand og Hustru, og disse Gennemsnitshøjder klassificeredes da som ovenfor. Det fandtes da, at Middel-Højden for de undersøgte Par var 68,5 eng. Tommer; foruden disse Middelmaals-Par fandtes der Forældrepar, som var Plus-Afvigere fra 69,5 op til 72,5 Tommer og Minus- afvigere fra 67,5 ned til 64,5 Tommer. Forældrepar- Grupperne holdtes nu hver for sig, og det under- søgtes, hvorledes deres voksne Børns Højdeforhold var; derefter beregnedes Gennemsnitshøjden for Bør- nene i hver Gruppe. Galton kunde altsaa under- søge, om de Forældrepar, som var højere eller