Vor Klodes Dyr 1

DEN ARKTISKE DYREVERDEN. 87 paa den nordlige Halvkugle, saa vidt den kom til at herske, er ikke ganske afgjort, om end sandsynligt. Rimeligvis har da saa godt som alt Dyre- og Planteliv maattet trække sig til- bage mod Syd, hvor der i Udkanten af Isomraadet har været et Bælte med arktisk Vege- tation og Fauna, som dels fulgte efter de vigende Ismasser tilbage til de nuværende Polar- lande dels, som sagt, trak sig tilbage til Højbjærgene. Maaske har dog svage Rester af Liv kunnet holde sig paa de enkelte »Nunatakker«, højt op over Isdækket ragende Bjærge, hvorfra det da, saa snart Tiderne bedredes, har bredt sig igen. Vi ser altsaa, at de arktiske Landes Fauna og Flora, som vi kender dem, er Resultatet af en gennem lange Tider fortsat Udvælgelse. Hvad der lever der, har staaet sin Prøve, har vist sin Dygtighed til at omforme sig efter de klimatiske Yderligheder, der blev budt det, her om nogetsteds paa Jorden kan vi tale om Tilpasning. Hvilket de Enkeltskildringer af Polardyr, vi nu gaar over til, vil vise. Rensdyret (Cervus taran dus), Norsk: Ren, tilhører Hjortefamilien, der er udbredt over største Delen af vor Jord; kun i Australien og Afrika Syd for Saharaørkenen mangler den. Den hører ind under Drøvtyggernes Orden og frembyder altsaa disses almindelige Kende- tegn : Mangel paa Fortænder i Overmunden, Kindtænder med paa Tyggefladen fremstaa- ende, bøjede Længdekamme af Emaille, til een Knogle sammensmeltede Mellemfodsben (det er 3die og 4de, der er sammenvoksede, 2det og 5te mangler eller er rudimentære), 4 klovbærende Tæer (2 store fortil, 2 smaa bagtil vendende) samt Drøvtygningen og den dertil knyttede og denne betingende sammensatte Mave. Denne er delt i 3 Afsnit, For-, Mellem- og Bagmaven, eller Netmave og Vom (tilsammen Formaven), Bladmaven og Løben. Føden tygges kun let og formes til Boller, der, efter at være svælgede, opblødes i Formaven, hvorfra de opgylpes for atter at tygges, men denne Gang grundigt, saa de blandes intimt med meget Spyt. Naar den derpaa synkes anden Gang, gaar den direkte fra Spiserøret gennem en dertil bestemt, af Slimhindefolder i Formavens Væg dannet Kanal ind i Mellemmaven og derfra videre ud i Bagmave og Tarme. Alle Drøvtyggere er Planteædere, hvis Fordøjelsesorganer er beregnede paa at ud- nytte Føden saa grundigt som mulig, derfor den sammensatte Indretning af Maven og den meget lange Tarmkanal. Denne sidste er forholdsvis langt kortere hos kød- og insekt- ædende Dyr, hvis Føde er lettere fordøjelig og bearbejdelig og derfor ikke behøver at gen- nemgaa saa langvarig en Fordøjelsesproces. Inden for dens Orden adskiller Hjortefamilien sig fra andre Familier ved Takkernes Be- skaffenhed. I Regelen bærer kun Hannen saadanne, men netop paa dette Punkt danner Rensdyret en Undtagelse, idet begge Køn bærer Takker. I fuldt udviklet Tilstand danner de to Takker, Stængerne, Opsatserne, Geviret, som de ogsaa kaldes, grenede, nøgne Ben- udvækster. Disse afkastes, fældes, hvert Aar og vokser derpaa ud igen. Paa Pandebenet sidder 2 hudklædte Bentappe, Rosenstokkene, fra dem gror Takkerne ud, først fuldt over- trukne med en haaret Hud og rigt forsynede med Blodkar, der navnlig har Plads mellem deres bløde, senere forbenede Masse, og Huden. De Render og Furer, hvori de har ligget, ses tydeligt aftrykte i den udvikledeTakkes Overflade. Forneden, lige over Rosenstokkene, er Takkerne omgivne af en fremspringende, knudret Kant, den saakaldte Rosenkrans. Naar Opsatsen har naaet sin fulde Størrelse og har forgrenet sig paa den Vis, der er be- stemt ved Dyrets Art og Alder, skrumper Huden ind og afgnides mod haarde Genstande