Vor Klodes Dyr 1

DEN ARKTISKE DYREVERDEN. 89 Køn. Naar Hannerne som Regel er ene om dem, kan Hovedøjemedet med dem ikke være det, at de skal tjene til Forsvar mod Fjender. Efter Darwins Antagelse har Hannerne fra først af erhvervet Opsatserne, fordi de var dem til Gavn som Vaaben i deres indbyrdes Kampe om Hunnerne. Hos alle Hjortearter har hver Han flere Hunner, som han maa tilkæmpe sig i Slagsmaal med Medbejlerne, ligesom han stadig maa forsvare Besiddelsen af dem mod disse. Den kraftigste, med de største og stærkeste Opsatser forsynede Han har derfor størst Udsigt til at tilegne sig de fleste Hunner og blive Fader til de fleste Kalve, af hvilke navnlig Hannerne, ifølge Loven om kønsbunden Arv, vil have Tilbøjelighed til at arve hans stærke Takker. Derved er del- en Tendens til stadig større og større Udvikling af disse hos Handyrene, indtil det Punkt naas, da Udgiften ved deres aarlige Dannelse begynder at virke skadeligt ind paa Organis- men i dens Helhed. Saa indtræder et Tilbageslag, der vil holde Takkedannelsen inden for visse Grænser. Hvor mægtige Takkerne har kunnet være i Forhold til Dyrenes Størrelse, ses bedst hos den uddøde irske Kæmpehjort, hvis Opsatsers Spidser var indtil 3 Meter fjernede fra hinanden. De vejede tilsammen fra 25 til 35 Kilogram, medens selve Hovedskallens Vægt gennemsnitlig kun var 23/4 Kilogram. Saa store Gevirer maa have været til Hinder for Dyrene paa mere end een Maade, navn- lig maa de have generet dem betydelig under deres Færden i Skov og Krat. Som Vaaben har de heller næppe været synderlig hensigtsmæssige, mindre, ugrenede, spidse Takker maa være farligere for Modstanderen. Allerede Kronhjortens eller Rensdyrenes Takker er ikke videre effektive Vaaben, om det end er sikkert nok, at de benyttes som saadanne under Kampene i Brunsttiden. Man har ofte fundet Hjorte, der var døde af Sult, fordi deres Ge- virer var bleven uløseligt indflettede i hinanden under en Strid. Men selv om Pakkerne fra først af blev gjort større ved Kvalitetsvalg, idet de bedst udstyrede Hjorte oftest sejrede i Kampene om Hunnerne, er der meget, der taler for, at ogsaa Parringsvalget har virket i samme Retning, idet Hunnerne stadig har foretrukket den Han, der havde de største og rigest forgrenede Opsatser. Dette er i alt Fald Darwins Mening. De sekundære Kønskarakterer, der er særegne for Hankønnet, og til disse hører Hjor- tens Takker, udvikles i Reglen først i en senere Alder henimod den Tid, da Kønsmoden- heden indtræder. Men nu har Darwin vist, at jo tidligere i Livet en eller anden Særegen- hed udvikler sig hos et Dyr, des mere Tilbøjelighed har den til at gaa ligeligt i Arv til Efterkommerne af begge Køn — og omvendt. Det passer godt hermed, at Takkerne hos Hjortene, der først udvikles sent og bliver større og større med Alderen, som Regel kun arves af Hannerne. At 1 Ubøjeligheden til at frembringe dem dog ligger gemt ogsaa i Hun- nernes Organisme selv hos de Arter, hvor de normalt kun dannes hos Hannerne, ses deraf, at gamle, golde Hunner ofte faar Opsatser. I og for sig vil vistnok enhver Karakter, som et af Dyrenes Køn erhverver, have en vis Tilbøjelighed til omsider at nedarves ogsaa til det andet; naar det ikke sker, maa der være noget, som forhindrer det. Rimeligvis er dette noget hos Hjortene det, at Hunnerne ikke vilde have Gavn af Horn, svarende til den Udgift, de forvolder Organismen, lige- som de formodentlig vilde være dem til Hinder under Flugten gennem Skov og Krat, saaledes at en Hun med Takker vilde være daårligere stillet end en kullet. Vor Klodes Dyr. 10