Vor Klodes Dyr 1

9° VOR KLODES DYR. Imidlertid er Takkerne udviklede hos begge Rensdyrenes Køn, der maa altsaa være en særlig Grund til, at Hunnen hos dem har arvet et oprindelig kun hos Hannen udviklet Kønsmærke, men denne Grund er hidtil ukendt. Man har sagt, at Takkerne hos disse Dyr tjener til om Vinteren at skovle Sneen bort, saa de kan naa ned til de under den skjulte Planter, men alle kyndige fortæller, at kun Forbenene bruges i dette Øjemed, saa denne Forklaring passer ikke. Desuden fælder i alt Fald i Norge og Lapland Rentyren (Hannen) Opsatserne i December—Januar, saa den netop i den værste Snetid vilde komme i en slem Forlegenhed, hvis de var nødvendige til Snekastning. Renkoen (Hunnen, n. Simlen) fælder dem derimod ganske vist først om Foraaret, og M ac C lure angiver, at paa Øerne Nord for Amerika tabes de af alle i Maj—Juni. Saa har man ment, at begge Køn er forsynede med Takker af Hensyn til deres stadige Kampe mod Ulvene, og at navnlig Hunnerne bruger dem til at forsvare Kalvene med. Uheldigvis fælder de dem netop paa den Tid, de sætter disse, saa de mangler dem, just som de skulde bruge dem. Nej! vi maa indrømme, at det er os ganske ubekendt, hvorfor Rensdyrenes Hunner fremfor andre Hjortearters har Takker. Dog, vi maa, inden vi gaar videre, give en Beskrivelse af Renen, saaledes som den er der, hvor den endnu tumler sig i fuld Frihed. Den er omtrent af Krondyrets Størrelse og Vægt, men synes mindre høj, hvilket navnlig beror paa, at den bærer sit Hoved lavt og ludende. Legemet maaler i1 /2 ä 2 Meter i Længde, Højden over Skuldrene er lidt over 1 Meter, ikke synderlig mere end over Bagparten; det er bredest bagtil og Halen er kort. Bygningen er temmelig plump, Hals og Hoved forholdsvis korte og svære. Mulen er bred, Næseryggen lige, Ørene temmelig lange og meget bevægelige, Øjnene store og udtryksfulde. Geviret er mindre og svagere hos Koen end hos Tyren; saavel dets Hovedstammer som de enkelte Takker er forholdsvis tynde, runde ved Grunden men bredende sig ud mod Spidsen. Navnlig gælder dette om den nederste Gren, Øje- takken. For øvrigt er det ikke saa regelmæssigt i sin Udvikling som hos de fleste andre Hjortearter, de to Opsatser har ofte et forskelligt Antal Takker, og disse udspringer ingen- lunde altid i samme Højde, ligesom enkelte af dem ikke sjældent mangler eller er ufuld- komment uddannede. Det kan blive meget stort og staa langt ud til Siderne, men dets Vægt er ikke særlig betydelig. Haarlaget er meget tæt, navnlig hos Renerne i de egentlig arktiske Egne; det danner en Pels paa 4—5 Centimeters Tykkelse i alt Fald om Vinteren. Farven er forskellig efter Aarstiden. Haarene fældes om Foraaret, og de ny udvoksede, der er kortere og sidder min- dre tæt, er graa. I Sommerens Løb vokser der flere og flere Haar frem, som alle er hvide i Spidsen, hvorved Dyrene bliver lysere og lysere, indtil de højt mod Nord tilsidst bliver hvide som Sneen. Længere mod Syd, i Norge f. Eks., faar de aldrig en ren hvid Farve, men de er dog betydelig lysere om Vinteren end om Sommeren. De er altid mindre mørktfarvede paa Under- end paa Oversiden, navnlig paa Halsen, hvis Forside bærer en Kam eller Manke af lange, lyse Haar. Ørenes Indside er hvid, og en Haardusk paa Halen har samme Farve. Benene er forholdsvis lavere og sværere end vanligt hos Hjortene, og Klovene er store, brede og plumpe; Biklovene naar til Jorden, saaledes at den Flade, hvorpaa Dyrene træder, bliver forholdsvis stor, hvilket har Betydning for dem baade om Vinteren paa