Vor Klodes Dyr 1

98 DE ARKTISKE DYR. sig Mennesket fuldstændigt; det synes at mangle andre Husdyrs Evne til plastisk at forme sig efter de Kaar, der bydes dem. Tamrenen er af overordentlig stor Vigtighed for Beboerne af det nordligste Asien og Europa; uden den vilde store Strækninger af Tundraerne, de øde, skovløse, til Dels sum- pede Sletter, hvormed de to Fastlande grænser til Ishavet, være ubeboelige. Hvor Vild- renen oprindelig er bleven tæmmet, vides ikke bestemt, ej heller hvornaar. Det antages at være sket i sydligere Dele af Sibirien, omkring Baikalsøen maaske, og for ikke saa overmaade lange Tider siden. Dog taler den romerske Forfatter Ælian om Skyther, der rider paa tæmmede Hjorte, hvormed sikkert er ment Rensdyr, saa allerede paa hans Tid maa de have været holdte som Husdyr. Til Trods for, at Tæmningen ikke er hverken særlig gammel eller helt gennemført, og for, at Dyrene strejfer vidt om og faar Lov til at følge mange af deres vilde Vaner, har den dog sat sit Præg umiskendelig paa dem. Tamrenen er, i alt Fald i Laplandene, mindre og svagere end Vildrenen, den er mere klodset, har ikke saa stærkt udviklede Takker, fører sig mere ludende og er udsat for mange Sygdomme; ved Siden af sin vildtlevende Stamfrænde ser den ud som en ussel Træl eller som det tamme Æsel ved Siden af det vilde Steppeæsel. De tamme Rensdyr holdes overalt i store Flokke, der stadig strejfer om under Tilsyn af deres Ejere, og som paa sine Steder foretager lange aarlige Vandringer. Der er ikke Tale om at kunne holde dem i Stald, tøjre dem, naar de skal græsse, eller lignende, de maa til- bringe hele Tiden i det frie og have store Arealer at bevæge sig paa, om deres Røgt skal lykkes og betale sig. Lapperne drager saaledes, i alt Fald til Dels, hver Vaar med deres Renflokke fra Vinter- opholdsstederne i det indre af Landet ud til Nordhavskysten og til de større Øer uden for denne. Denne Vandring, der foregaar netop i Kælvningstiden, er meget besværlig og lang- varig. Dyrene er under den henviste til at nære sig af Renlavet, der gror paa Fjældsletterne, men da det tager Aar, inden en engang af bidt »Betesmark« gror saaledes til, at den atter bliver brugelig, maa Ruten lægges anderledes fra Aar til Aar, saa den fører over ikke for nylig »afgræssede« Strækninger. Med utrættelig Aarvaagenhed maa der passes paa Flok- kene, de maa værnes mod deres arge Fjender, Ulvene, de nyfødte Kalve maa ofte bæres lange Veje og plejes paa andre Maader og saa fremdeles. T il meget af dette Arbejde har Lappen en uvurderlig Hjælper i sin kloge Hund, men indtræder der ugunstigt Vejr under- vejs, Snestorm, stærk Kulde o. 1., lider han, hvor meget han end passer paa, store lab. Ude ved Kysten eller paa Øerne græsser Renerne saa et Par Maaneder i Fred for Ulv og til Dels for Myg, deres værste Plageaander, og æder sig fede i det saftige Græs og de kraftige Urter; det er deres og deres Ejermænds lykkeligste og fredeligste Tid. Skønt noget Slaraffenliv fører de sidste dog ingenlunde heller da, de maa stadig være paa Færde for at forhindre, at Dyrene kommer ind paa dyrkede Marker eller giver sig iLag med Græsgange, der er Privatejendom, noget som ikke er let og giver Anledning til evige Bryderier med de fast bosiddende. Henimod Høst gaar Marchen til Fjælds igen, men nu, da Renerne er styrkede ved Som- mergræsningen og Kalvene er voksede til, er den for en Leg at regne. Vinteren tilbringes paa de ved Traditionen hver Stamme eller hver Familie sikrede Bopladser, men selv da maa Renerne stadig drives om for at finde Føden, som de maa skrabe frem under Sneen.