RENSDYRET.
97
Skytte til at ramme en Vildren, naar den først er i Fart, selv paa godt Skudhold. Skønt
den tager sig temmelig klodset ud under stærk Bevægelse, er den dog baade hurtig og be-
hændig, og hvor den lever i Bjærgegne som i Norge, klatrer den udmærket. Men noget
egentligt Klatredyr er den dog ikke; den kan langt fra maale sig f. Eks. med Gemsen eller
Stenbukken i denne Henseende. Den er et Slettedyr, der selv i Fjældene kun trives, hvor
den har større, udstrakte Højsletter at tumle sig paa. Under Gangen frembringes der en
underlig, knækkende Lyd i dens Fødder, hvis Oprindelse er dunkel. Den lyder som
Knitren af elektriske Gnister og opstaar vistnok i det indre af Fodens Led.
I Norge indtræder Brunsttiden i September, og Hannerne (Tyrene) forfølger da i stærk
Fig. zi. Renkaravane i det østlige Sibirien.
Ophidselse Hunnerne (Simlerne), hvem de ofte behandler meget ublidt. Indbyrdes leverer de
under høje Brøl heftige Kampe, i hvilke Gevirerne ikke sjældent indflettes uløseligt i hin-
anden. Tidlig paa Vaaren, i April, føder Hunnen en Kalv, næsten aldrig flere, og hun skiller
sig nu fra Flokken for at strejfe om Sommeren igennem med sit Afkom. Først naar Kal-
vene er store, forener Moderdyrene sig atter til Rudler, hvis Ledelse de skiftes til at over-
tage, og saa længe den er betroet dem, er de yderst vagtsomme og holder skarpt Udkig,
medens de andre græsser. De unge Bukke og Smaldyrene (Hunner, der endnu ikke har
født) danner stærke Rudler gerne under Anførsel af en gammel Goldhind.
Blandt alle Hjortearter er Rensdyret det eneste, Mennesket har tæmmet og taget i sin
Tjeneste, uden at det dog har formaaet at betvinge det i en saadan Grad og gøre det til
Husdyr i samme Forstand som f. Eks. Oksen eller Faaret. Selv i tam Tilstand beholder
det dog en god Del af sin Selvstændighed og Egenraadighed og har langtfra underordnet
Vor Klodes Dyr.
11