Vor Klodes Dyr 1

110 DE ARKTISKE DYR. Blandt Hundene skiller Rævene sig fra andre Slægter ved en aflang, spalteformet, lodret stillet Pupil (de øvriges er rund). Efter saaledes i Korthed at have gjort Rede for Polarrævens Slægtskabsforhold, skal vi gaa over til at præsentere den for Læseren og til at fortælle lidt om dens Karakter og Liv. Den er mindre end vor almindelige røde Ræv, idet dens hele Længde knap udgør en Meter, hvoraf 1/3 kommer paa Halen, der er tyk og busket. Desuden er den mere lav- benet, kortøret og butsnudet, og endelig er dens Fodballer haarklædte, medens den røde Rævs er nøgne. Størst er Forskellen dog med Hensyn til Farven, der er mærkværdig varierende hos Polarræven. Der forekommer to Hovedformer af denne, den hvide og den blaa, men medens der er dem, som hele Aaret igennem bærer en Pels enten af den ene eller den anden Farve, er andre mørke om Sommeren og hvide om Vinteren, saa- ledes de, der lever i Skandinaviens højere Fjældegne. De skifter, efter hvad Brehm, der har iagttaget Forholdet nøje hos i Fangenskab holdte Dyr, oplyser, kun Haar een Gang om Aaret, i Forsommertiden. Efterhaanden som de hvide Vinterhaar falder af, skyder nye af en graa eller blaalig Farve frem paa Ryg og Sider, medens der paa Legemets Under- og Benenes Indersider vokser hvide Haar ud. Hen paa Efteraaret begynder den mørke Del af Pelsen at affarves, ikke derved, at lyse Haar gror ud over de blaagraa, men derved, at hvert enkelt Haar lidt efter lidt taber sin gamle Farve og bliver hvidt. Det begynder med de grovere Yderhaars Spidser, saa der lægger sig ligesom et let, hvidligt Slør hen over Dyret, derfra breder Affarvningsprocessen sig videre og videre over dem og angriber tillige de tætte, fine Uldhaar, som danner den egentlige Pels, der samtidig ved Fremvækst af nye Haar bliver tættere og varmere. Jo koldere Vejret er, des hurtigere gaar det, men selv om man holder en farveskiftende Ræv i Varme hele Vinteren igennem, bliver den dog hvid. I de egentlige Polarlande er For- holdet et andet, der findes to Varieteter af Arten, den ene hvid, den anden ensfarvet, mørkere eller lysere graablaa hele Aaret rundt. Paa sine Steder f. Eks. Island forekommer normalt kun den mørke Form, andetsteds og i de fleste Egne lever de Side om Side, saa- ledes at der enten er omtrent lige mange af begge Afarter, eller saaledes at snart den ene, snart den anden har Overvægten. De parrer sig indbyrdes, og Hunner af en Farve føder ikke sjældent Unger af en anden. Dog synes det, at hvor der, som f. Eks. paa Pribylowøerne i Beringshavet, oprindelig kun har levet blaa Ræve, der virker Blanding med hvide, der tilfældigt er komne did over Isen, saaledes, at den smukke, dybe Farve taber sig og bliver lysere, askegraa, for- uden at der samtidig opstaar en Race af rent hvide. Det er umuligt at give nogen For- klaring af Grunden til disse forunderlige Farveforhold, kun saa meget fremgaar af dem, at den hvide Farve ikke kan give Dyrene nogen Fordel i Kampen for Tilværelsen, gjorde den det, maatte den forlængst være bleven eneraadende. Rent teoretisk set skulde det synes, at de Ræve maatte være heldigst stillede i Polarlandene, som var mørke om Som- meren og hvide om Vinteren, idet den stadige Lighed med Omgivelserne maatte gøre dem det lettere at snige sig ubemærkede ind paa deres Bytte. Men det kan næppe være saa i Praksis, thi hvorfor skulde Evnen til Farveskiftning da enten være gaaet tabt eller ikke være erhvervet? Vi ved jo dog, at Skandinaviens Fjældræve er i Besiddelse af den. Polarræven er det mest udbredte af alle arktiske Landdyr, den forekommer overalt, hvor Mennesket er trængt frem mod Nord saavel paa den ny som paa den gamle Ver-