Vor Klodes Dyr 1

POLARRÆVEN. 109 vedligeholdt sig hele Aaret rundt ved stadig Tilførsel af nyt Brændsel (Føde). I den selv ved Sommertid kun i ringe Dybde optøende men for øvrigt stedse frosne Jordbund vilde de umuligt kunne grave sig Huler som dem, Murmeldyrene søger Ly i, og under Sten eller Sne vilde Kulden naa dem og dræbe dem, hvis deres Egen varme ikke modvir- kede den. Lad os til Slutning gengive en Fortælling i Mac Clures Rejseberetning om et for- nøjeligt lille Optrin af Polardyrenes Liv: »Da jeg gik op.i Landet (paa Bathhurst-Øen) for at faa Udsigt fra en Høj, overraskedes jeg ved Synet af en Hunbjørn og to Unger i nogen Afstand fra Kysten. Jeg lagde nøje Mærke til dem og saa med spændt Interesse, hvorledes Moderen anvendte sine Kæmpekræfter for at faa vendt de store Sandstens- blokke, som laa spredte over Sletten, og under hvilke de stakkels Lemminger paa denne Aarstid (2 den Juli) søger et Skjulested. I samme Øjeblik som Hun bjørnen løftede Stenene, hvilket den gjorde ved at sidde paa Haserne og trække den til sig med Forbenene, for Ungerne ind og greb deres Bytte, som de derpaa i Overgivenhed kastede op i Luften. Efter at have set Moderen gentage denne Operation, indtil Ungerne maatte have gjort et meget godt Maaltid, morede det mig at være Vidne til den Maade, hvorpaa Bjørnen giver sine Unger Die. Hun sad ned med det ene Bagben bøjet, og de smaa diede flinkt staaende.« Det lykkedes at dræbe alle 3 Bjørne, og det viste sig da, at medens Moderens Mave var ganske tom, var Ungernes udspilede af Lemminger, som de havde slugt hele. Medens det dog formodentlig er en Undtagelse, at Isbjørnen saaledes fodrer sine Un- ger med disse Smaadyr, har de som allerede nævnt en langt farligere Fjende i Polar ræven (Canis lagopus). Hvor der er Vildt, er der ogsaa Jægere, saa det kan ikke forbavse, at Polarfavnaen omfatter Rovdyr, om end kun i 3 eller 4 Arter. Blandt disse er Polarræven den, der er videst udbredt og oftest forekommende, forsoren Vagabond og næsvis Knægt som den er. Den hører til Rovdyrenes store Pattedyrorden, der omfatter saa mange højst forskel- lige Familier, af hvilke nogle biologisk talt kun højst uegentlig kan kaldes Rovdyr. Hvor forskellige de imidlertid end kan være, har de dog saa mange Træk fælles, at de maa stilles sammen til en stor Gruppe, hvis væsentligste Kendemærke er Tandforholdene. Fortænderne er smaa, skarpe, 3 i Tal i hver Kæbehalvdel, Hjørnetænderne store, navnlig i Overkæben, kegleformede og noget krumme; Kindtænderne er til Stede i forskelligt Antal (fra 3 til 8 i hver Kæbehalvdel) og er dels skarpttakkede, dels knudrede. Mellem dem udmærker sig særlig den saakaldte Rovtand, den største og kraftigste, forsynet med et stærkt udviklet skærende Parti. Rovdyrenes Poter har normalt 5 Tæer, hvoraf dog Tommelen er svagt udviklet og undertiden mangler paa Bagfødderne. Det yderste Taaled bærer en Klo, det vil sige en stærk, krummet, trind og spids Negl, og er ved et elastisk Baand forbundet med næsty derste Taaled, saaledes at Kloen under Gangen holdes mere eller mindre trukket opad og bagtil, hvorved Sliddet mod Underlaget mindskes eller undgaas. Ordenen omfatter adskillige Familier, af hvilke vi her skal omtale Hundenes, hvortil Polarræven hører. Den har 6 Kindtænder i hver Kæbehalvdel i Over-, 7 i Undermunden, lang Hale, 5 Tæer paa For-, 4 paa Bagfoden og støtter ikke paa hele toden men kun paa Tæerne alene.