Vor Klodes Dyr 1

I 14 DE ARKTISKE DYR. I Maanederne April og Maj indtræder Parringstiden, i hvilken Polarrævene, der aldrig er synderlig fordragelige og tavse af sig men tværtimod generende ved deres evige af Hyl ledsagede Slagsmaal og Spektakel, bliver aldeles vilde. De er i Bevægelse Dag og Nat, Hannerne slaas under de afskyeligste Skrig, og Parringen foregaar ligesom Kattenes under de mest disharmoniske Hyl. I Juni føder Hunnen fra 9 til 12 Hvalpe i Huller under Sten, i Klipperevner eller i en Snehule; de er ømme Mødre, men forraader ofte deres Unger ved overdreven Iver, idet de gør som Hunde ad ethvert Menneske, der nærmer sig Hulen. Polarrævene jages ivrigt, hvor de holder til i Nærheden af Mennesker, thi deres Skind, navnlig de af den mørkeblaa Afart, er temmelig efterspurgte. I zoologiske Haver ses de ofte, men der er lidet tiltrækkende ved dem, og den afskyelige Stank, de udbreder, skal nok holde en fra at gøre alt for intimt Bekendtskab med dem. Naar de fanges som smaa, kan de let tæmmes og bringes til at følge deres Herre som en Hund. Medens vi paa dette Sted forbigaar Polarulven, der forekommer paa Øerne mellem Polen og Nordamerika samt efter de nyeste Oplysninger i det nordøstlige Grønland, og Hermelinen, er der et andet Rovdyr, vi maa omtale nærmere, nemlig Isbjørnen (Urstis maritimus). Bjørnefamilien kendetegner sig ved at træde paa hele Foden (Saalegængere), ved den korte Hale, ved at have 5 med store Kløer udrustede Tæer paa hver Pote og ved et Sæt af 6 Kindtænder i hver Side af Over-, 7 i hver Side af Underkæben. Tillige er den knu- sende Del af Tandrækken udviklet fremfor den skærende, noget der tyder paa, at Familiens Medlemmer for en stor Del lever af Planteføde. Dette gælder dog ikke om Isbjørnen, der udelukkende er henvist til dyrisk Føde, men den indtager ogsaa i flere Retninger en Sær- stilling, betinget ved dens Liv i de arktiske Egne og ved, at den halvvejs er et Havdyr. Man skulde ikke synes, at en Bjørn, stor, klodset og langhaaret som den er, kunde vænnes til og formes efter et »amfibisk« Liv. Og dog er ogsaa dette Kunststykke udført af Naturen, uden at synderligt af Bjørnekarakteren er gaaet tabt. Hvorledes det er gaaet til, er det ikke saa vanskeligt at danne sig et Begreb om. Formodentlig har der levet Land- bjørne i Polarlandene, medens de havde et varmere Klima. Efterhaanden som dette for- værredes, fortrak en Del af dem langsomt mod Syd, medens andre holdt Stand og til- passede sig efter de forandrede Forhold. Da det tog af med Jagten og Bærhøsten i Land, gik de til Indsøer, Elve og Hav for at finde Føden. Saaledes ser vi f. Eks., at Bjørnene paa Halvøen Kamschatka hvert Aar, naar Laksestimerne søger op i Floderne, samler sig ved disse for at drive et indbringende Fiskeri. Lidt efter lidt vænnede de sig saa til Van- det, svømme er noget næsten alle Pattedyr har let ved, og blev fortrolige med Livet paa Isen, hvor Sælerne lokkede. Alt som Tiden gik og Kulden blev stærkere og varigere, undergik deres Haarfarve samme Forandring som mange andre Polardyrs, den blev lysere og lysere, til sidst hvid. Det har hjulpet til at fremme Processen, at Dyrene havde en bestemt Fordel ved at blive hvide, idet Ligheden med Omgivelserne hjælper dem til lettere at kunne snige sig ubemærkede ind paa Sælerne. Da de efterhaanden forlod Landet mere og mere, eftersom det havde lidet at byde dem, for at tilbringe største Delen af deres Liv paa Isen, maatte det være gunstigst for dem at beholde den hvide Farve hele Aaret om. Hvis de