Vor Klodes Dyr 1

POLARRÆVEN. irz af de fangne huggede man Halerne og lod dem saa løbe, men det generede dem ikke videre, om de end straks efter Operationen rendte rundt om sig selv i en lynende Fart for at se efter det mistede Vedhæng. Andre rejsende beretter lignende, om end ikke slet saa forbavsende Ting om dem. Nansen f. Eks. blev slemt plaget af dem under Vinteropholdet paa FrantsJosephs Land, idet de slæbte af med alt, hvad de kunde faa fat paa, spiseligt og ikke spiseligt lige til Fiskesnører og Termometre. Mærkelig nok er de undertiden lige saa dumt frække der, hvor de har lidt under Menneskenes Forfølgelser, som der, hvor de aldrig før har mødt saadanne paa deres Vej. Brehm fortæller saaledes om en Polarræv, han en Aftenstund traf paa Dovrefjæld, og som han skød en hel Mængde Skud efter uden at ramme den og uden at kyse den; trods Skud og Stenkast fulgte den ham og hans Fører til deres Hytte gaaende lige i Hælene paa dem som en tam Hund. Den amerikanske Polarforsker Dr. Rae fortæller paa den anden Side en mærkelig Historie om Polarrævenes Klogskab. Han vilde have fat i nogle Skind og udsatte derfor Selvskud for dem, noget der aldrig var gjort før paa den Egn. Fra Lokkemaden gik en under Sneen begravet Snor hen til Bøssen, der var anbragt i c. 20 Meters Afstand. Naar Lokkemaden snappedes, gik Bøssen af og dræbte Røveren. Der blev straks skudt en Ræv paa-denne Maade, men saa heller ikke flere. De andre tog Lokkemaden væk uden Fare ved enten at bide Snoren over, der hvor denne kom frem af Sneen henne ved Bøssen, eller ved at grave sig en Gang under Sneen lodret paa Snorens Retning hen til Lokke- maden, som de derpaa greb nedenfra uden Fare for, at det knaldende Skud skulde ramme dem. Bøssen var jo nemlig rettet saaledes, at det maatte træffe lige oven over Maddingen. Dr. Rae gentog flere Gange Forsøget for at overbevise sig om, at det, der tog sig ud som Klogskab, ikke var Udslag af et heldigt Tilfælde, men Resultatet blev stadig det samme, og det er aldeles umuligt andet end at indrømme disse Ræve et højt Maal af Kløgt. De maa omhyggeligt have undersøgt hele Indretningen, Snor, Bøsse o. s. v., hvad Sporene i Sneen ogsaa viste, og de maa have forstaaet den og dens Virkemaade, ellers kunde de umulig have regnet ud, hvorledes de skulde undgaa Faren og dog faa den lokkende Bid. Man ved ikke ret, hvad man skal dømme om saadanne Dyrs Aandsevner. Paa den ene Side udviser de stor Snildhed og Omtanke, hvor det gælder om at skaffe sig Adgang til eller skjule et eller andet Bytte, paa den anden Side kan deres ubegribelige Frækhed kun forklares som et Udslag af Dumhed og Tankeløshed. Formodentlig har Livet i øde og helt eller næsten mennesketomme Egne gennem utallige Slægtled, uden at der har været Fjender, hvem de lærte at frygte, gjort dem trygge og uforstaaende over for Fare. Der skal sagtens lange Tiders fortsatte Oplæring til, inden de ved Berøring med Mennesker lærer at tilegne sig andre Vaner. Men at ogsaa de er modtagelige for Udvik- ling i Retning af Forsigtighed, viser, foruden hvad Dr. Rae fortæller, ogsaa deres Optræ- den i de længe beboede Egne af Grønland. Der er de frække, ligesom vor Mikkel kan være fræk, men der berettes ikke derfra saadanne Historier om dem som Stellers e. 1.; de synes dog at have lært noget, hvilket er gaaet meget simpelt til. Der er naturligvis mellem dem mere og mindre dumme og frække Individer, af hvilke stadig de frækkeste og dum- meste er bleven dræbte af Menneskene fremfor de mere forsigtige og sky. Fortsættes en saadan Udvælgelse gennem et Antal Slægtled, vil Dyrene efterhaanden antage nye Vaner og faa en forsigtigere og snildere Karakter. Vor Klodes Dyr, I )