Vor Klodes Dyr 1

I 12 DE ARKTISKE DYR. Buske, som kunde give et Bidrag til deres Ernæring, og der er næppe saa meget aabent Vande om Vinteren, at der kan blive Tale om synderlig mange i Land skyllede døde Dyr. Nogle har ment, at de saadanne Steder opsamler Forraad til Vinteren af Fugleæg, dræbte Søfugle o. I., men det turde være højst usandsynligt, bl. a. fordi de med deres utrolig skarpe Lugtesans sikkert snart skulde opspore og gøre Kaal paa hinandens Skatte. Forskel paa mit og dit kender de absolut ikke. Rimeligvis er de i Stand til at sulte i lang Tid, og af og til maa de vel kunne slumpe til et Maaltid, selv om dette er tarveligt. Kostforagtere er de ikke; alt hvad der i mest udvidet Forstand kan gaa ind under Be- grebet spiseligt, gaar de paa med Lyst. De nøjes ikke med levende Bytte: Æg, Aadsler af enhver Art, i Land drevne Fisk, Bløddyr, Krabber o. 1. er kærkomment. Paa Jan Mayen f. Eks., hvor der ikke lever andre Dyr end de der om Sommeren ynglende Søfugle, lever de af disse, deres Æg og Yngel, saa længe de er at faa, men om Vinteren er de udelukkende henviste til, hvad Havet skyller i Land. Paa Sæløerne i Beringshavet, hvor Søløver og Søbjørne yngler i store Kolonier, lever de højt paa dem af disse, der dør, medens de er i Land, og det er altid en Del, samt paa de Unger, der kvæles under Røret paa Yngle- pladserne. De efterser disse omhyggeligt hver Dag og æder væk af hvert Aadsel, de fin- der. Vinteren igennem har de Føde nok i de flaaede Kroppe af de for Skindenes Skyld dræbte Sæler. Hvor de forekommer i større Antal, er de til utaalelig Plage for Beboerne ligesom ogsaa for overvintrende polarrejsende. De er frække og tyvagtige i en ganske utrolig Grad og agter intet for helligt. Hvad de ikke kan æde, slæber de alligevel af med til deres Huler under Sneen eller mellem Sten, og det er vanskeligt at skjule Proviantforraad og Depoter for dem eller dække dem saaledes, at de ikke kan skaffe sig Adgang til dem. Ingen har lidt mere under Polarrævenes Plagerier end den berømte Steller, der under sit tvungne Ophold paa Beringsøen i forrige Aarhundrede maatte føre en forbitret Kamp imod dem. Deres Frækhed gik ud over alle Grænser. De trængte ind i Hytterne ved Dag og Nat, stjælende og bortslæbende de mærkeligste Ting: Kurve, Stokke, Sække, Sko, Strømper o. s. v.; de forstod at vælte store Stene bort fra de Forraad, man havde søgt at sikre ved Hjælp af saadanne, idet de arbejdede sig ned under dem og hjalp hinanden med at vælte dem af Vejen. Flaaede man et Dyr, stod de i Flok rundt om, saa man ofte maatte stikke 2—3 af dem ihjel, fordi de sled Kødet ud af Hænderne paa Folkene. Søgte man at beskytte et eller andet ved at anbringe det paa en høj Stolpe, undergravede de denne, til den væltede, eller klatrede op ad den som Katte. Laa Folkene ude om Natten, stjal de dem Huerne af Hovedet og Skindene bort under dem. Sad en Mand stille, kom de dri- stigt nær og aad Skoene af Fødderne paa ham. De gravede Ligene af de døde Søfolk op og aad væk af dem, ja de angreb de syge, der havde ondt ved at værge sig imod dem. Til sidst blev Stellers Folk saa rasende paa de plagsomme Dyr, at de ikke blot slog dem ihjel i Hundredvis, men ogsaa fangede dem og pinte dem paa de sindrigste og mod- bydeligste Maader. De var lette nok at komme til Livs, thi man behøvede kun at holde et Stykke Kød hen imod dem med den ene Haand, saa bed de straks til, og man kunde da dræbe dem med en Økse. Ogsaa deres egne døde Kammerater aad de, disse blev derfor brugte til Lokkemad, idet man smed dem ned i en stor, gravet Grube, der hurtigt blev fuld til Randen af rovlystne Ræve, som saa blev tærskede ihjel med Knipler. Paa mange