Vor Klodes Dyr 1

ISBJØRNEN. - TIy omtrent lige høj fortil og bagtil over de lave men meget kraftige og muskuløse Ben, der ender i mægtige Labber med korte, stærke Kløer. Fodsaalen er næsten helt behaaret, hvad der bidrager baade til at holde den varm og til, at Dyret staar bedre fast paa glat Is og kan liste sig mere lydløst af Sted. Halen er ganske kort, næsten fuldstændig skjult i Pelsen. Denne er overordentlig tyk, tæt og varm, bestaaende af lange, fine Dækhaar, mellem og under hvilke der findes en blød Uld. Den skyder Vandet udmærket, idet de lange Yder- haar lægger sig tilbage og danner et uigennemtrængeligt Værn for de indre Uldhaar, der aldrig bliver vaade. Farven er hos de unge Dyr ren hvid, hos ældre gulagtig, kun Snude- spidsen, Læberanden og Kløerne er sorte. Isbjørnen varierer meget i Størrelse, ikke blot efter Køn og Alder, men ogsaa — som det synes — efter Strøget, hvor den lever. Størst bliver den paa den amerikanske Side af Polen, langt mindre ved Frants Josephs Land og Nord for Sibirien, hvor Wrangel dog skød en, hvis Vægt han anslog til 700 Kilo. En endnu større blev nedlagt paa Par ry s Rejse, den maalte 2.65 Meter i Længde og vejede fulde 800 Kilo. Pay e r taler om østgrønlandske Bjørne paa fra 7 til 10 Fods, altsaa 2.20 til 3.14 Meters Længde. Det sidste Maal overgaar alt, hvad der ellers berettes, og er maaske nok noget overdrevet. Men selv om saa er, et vældigt og imponerende Dyr er og bliver Hvidbjørnen dog, og vi maa ikke dømme den alene efter de Eksemplarer, der ses i vore zoologiske Haver, hvor smukke og tilsyneladende vellykkede de ogsaa kan være. Opvokset i Frihed og un- der for den passende forhold naar den naturligvis en ganske anden Udvikling end fanget som Unge og opdrættet i Fangenskab eller født i dette. Dens Kræfter er uhyre, og den Lethed, hvormed den slæber af med en stor Sæl, for ikke at tale om en Mand, er for- bavsende. Mægtige Sten vælter den af Vejen for at bane sig Vej til Polarfarernes Depoter, eller for, som ovenfor fortalt, at give sine Unger Lejlighed til Lemmingjagt, og et Slag af dens Forlab vilde være nok til at dræbe en Tyr. Imidlertid er den dog næppe saa farlig, som den har været givet ud for; den angriber sjældent Mennesker og søger, selv naar den er saaret, i Reglen blot at komme af Vejen snarest muligt. Dog er der ogsaa i denne Henseende Forskel mellem Bjørnene fra Grøn- land og Strøget Nord for Amerika og dem, der træffes længere mod Øst. De første er efter Beretningerne mere ondartede og dristigere end de sidste, som Nan sen havde saa god Lej- lighed til at blive kendt med. Kun faa af de mange Bjørne, han og hans Folk kom i Lag med, forsøgte noget alvorligt Angreb, om de end naturligvis værgede sig mod Hundene og dræbte nogle af disse. Kun een Gang, paa Slædeturen til Frants Josephs Land, blev Jo- hansen overfalden af en usaaret og utirret Hunbjørn, der havde to Unger med sig; men den nøjedes dog med at slaa ham til Jorden, eller rettere Isen, med en lille uskadelig Kind- hest; den forsøgte ikke engang at bide ham og gav rolig Nansen Tid at skyde. Heller ikke »Tegethofs« Folk havde ved Frants Josephs Land mange farlige Eventyr at bestaa med Isbjørne. Men under »Germanias« Vinterophold ved Østgrønlands Kyst viste disse sig mere aggressive. En Gang blev en Mand overfalden af en Bjørn og slaaet ned, men da han hug den over Snuden med Bøssekolben og der kom Hjælp til, tog den Benene paa Nakken, det bedste den havde lært. En anden Gang blev en anden Mand angre ben og bortslæbt, men ogsaa han slap mærkværdig nok godt fra det, idet Dyret lod ham ligge, da nogle af hans Kammerater ilede ham til Undsætning. Det mangler dog ikke paa, navnlig ældre Beretninger om Overfald af og Kampe med disse Dyr, som fik et mere skæbne-