Vor Klodes Dyr 1

118 DE ARKTISKE DYR. svangert Udfald; men alt i alt kan det ikke siges, at de er synderlig farlige Modstandere for nogenledes velbevæbnede og rolige Mennesker. Sejglivede er de ganske vist, og saarede værger de sig efter Evne, men med Nutidens udmærkede, hurtigskydende Bagladevaaben nedlægges de dog let og uden synderlig Ri- siko. Eskimoerne angriber dem endog uden Betænkning med deres ufuldkomne Vaaben. Ejvind Astrup fortæller saaledes om, hvorledes indfødte Jægere af den lille Stamme, der holder til ved Smiths Sund, jager og nedlægger dem ved Hjælp af Bue og Pil samt en tarvelig Lanse. Til saadan Kamp skal der Mod, ja næsten Dumdristighed, og at den kan tage en tragisk Vending for Angriberne, er ikke forunderligt. Isbjørnens Hjem er, som vi allerede har sagt, det circumpolare Ishav og dets Kyster. I det indre af de større Øer har den intet at gøre, og der kommer den kun rent tilfældigt, endnu sjældnere ses den paa de til Polarhavet grænsende Fastlande med Undtagelse af Nordamerika, hvis Kyster den ofte besøger. Til Nordrusland og Sibirien driver den un- dertiden med Isen, men vender da ogsaa snarest muligt tilbage til sit egentlige Hjem med den. Af og til kommer en Bjørn i Drift med en stor Isflage eller paa et Isbjærg, der fragter den langt Syd paa, hvor den maa omkomme, naar dens Fartøj smelter, saa god en Svøm- mer den ogsaa er. Til det nordlige Norges Kyster kommer den en Gang imellem pr. Is- transport. Paa Islands Nordkyst gør den ofte Strandhugst, naar Pakisen lægger til der, og den kan da finde paa at stille sin Sult paa en Ko, et Faar eller en Hest. Til Grønlands Vestkyst naar i Reglen hvert Aar nogle faa Stykker med den Is, Polarstrømmen fører langs Østkysten Sønden om Kap Farvel og derfra op langs de danske Kolonier i Davis- strædet, hvor de er velkomment Bytte for de eskimoiske Jægere. Ogsaa paa Labradors Kyster og i Hudsonsbugten ses de jævnligt, og mærkelig nok findes der et Sted uden fol- deres egentlige Omraade, hvor de holder til stadig og i stort Antal, nemlig Øen St. Ma- thæus paa omtrent 60 0 Bredde i Beringshavet. Selv om Sommeren, naar Havet er aabent og Øen er dækket med en temmelig rig Opvækst af Græs og Urter, kan man træffe dem der i Hundredvis. St. Mathæus er 35 Kilometer lang men meget smal, og Vest for den ligger Hall-Øen, der er lille og skilt fra den ved et 5 Kilometer bredt Sund; paa dem begge har Bjørnene deres Tilhold. Elliott slutter sin Beretning om et Besøg paa Øerne saaledes: »En gammel russisk Skildring havde forberedt os paa at finde Bjørne der, men vi havde ikke ventet, at der skulde være saa mange, thi vi mødte Hundreder af dem. Jeg havde nær sagt, at vi saa Bjørne her, lige som vi længere Syd paa saa Sæl, men det vilde naturligvis være en Overdrivelse. I de ni Dage, vi havde travlt med at opmaale denne 0, var der ikke et eneste Øjeblik, medens vi var paa Land, uden at vi saa en eller flere Bjørne. Vi saa altid deres hvide Skikkelser paa Afstand, men naar vi kom i Nærheden, løb de bort med vild Hurtighed. De satte da af Sted i en slingrende Galop eller travede bort ligesom Elefanter. Enten det nu kom af, at de var stoppede med Mad, eller det varmere Sommervejr undertrykte deres Mod, kunde vi aldrig faa disse Dyr til at vise Modstand. Deres første og sidste Indskydelse var Flugt. Naar vi overraskede dem, styrtede Hanner, Hunner og Unger sig som efter fælles Over- enskomst til højre eller venstre, i enhver Retning over Bakkerne, langt, langt bort.« »Efter at vi havde skudt et halvt Dusin, gjorde vi ikke Ende paa flere, thi vi fandt snart, at vi havde gjort Bekendtskab med dem paa en Tid (i August Maaneds første Halv- del), da de fældede deres Pels, og deres højtpriste, snehvide Vinterdragt var noget helt