Vor Klodes Dyr 1

ISBJØRNEN. 119 andet end det smudsige, safranfarvede, graaagtige Haar, der fløj som Dun i Vinden, naar vi tog i det eller rørte ved det med vore Hænder. De knurrede aldrig og udstødte heller ikke nogen anden Lyd, naar de blev dræbte eller saarede.« »Her paa de højeste Punkter, hvor der aldrig gror Mos, og hvor intet andet end et fint Porfyrgrus glider og rasler under vor Fod, findes der Bjørneveje, som fører fra Hi til Hi, eller Stenlejer, som de har dannet af det Grus, Kulden har sprængt ud i Fjældsiderne, og hvor de gamle Bjørne-Hunner uden Tvivl føder deres Unger. Men paa den Aarstid, vi var der, saa vi dem kun sove paa lavere Steder. De syntes at glæde sig ved at strække sig og rulle sig over den højeste Plantevækst.« »De sover trygt men uroligt og bevæger deres tunge For- og Bagben under Søvnen. Naar de vil have sig en Lur, synes de at foretrække smaa græsgroede Fordybninger paa solrige Bakkesider og langs de talrige Vandløb. Deres Veje var brede og godt udtraadte over hele Øen. Vi kan ikke have set mindre end 250 eller 300 af disse Dyr, medens vi var der. Engang, da vi gik i Land paa Hall-Øen, saa vi paa een Gang 16, som flygtede, da Skibsbaaden nærmede sig.« Hvad mon disse Hundreder af Isbjørne, der synes at have været fede og vel tilpas, har ernæret sig af? Elliott mener, at de lever af Hvalrosser, men det er dog vist tvivlsomt, om de er i Stand til at overvælde disse store Dyr. Nansen og andre Polarfarere mener i alt Fald, at Bjørnen ikke tør angribe dem, men det bør dog bemærkes, at Hvalrossen er langt mindre i Beringshavet og de nærmest tilgrænsende Strøg af Ishavet end i dettes østlige Dele, saa det er jo muligt, at den virkelig overvældes af Isbjørnene. E. synes imid- lertid ikke at have iagttaget noget saadant, men kun at antage det, formodentlig fordi Hvalrossen foruden Bjørnen er det eneste større Dyr, der gaar i Land paa Øens Kyster. Hvorledes det nu end forholder sig paa Mathæus Øen, saa jager de Isbjørne, som lever i Ishavet, navnlig Sælerne, saa vel de mindre som de større Arter, dog nærmest de første. Helst lurer de paa dem der, hvor de søger op paa Isens Rand for at hvile, sole sig og sove, eller ved deres Huller. De lister sig ogsaa lydløst ind paa dem mod Vinden, og her kommer deres hvide Dragt til Nytte ved dens Lighed med Sneens og Isens Over- flade. Kun den sorte Snudespids kan fortande dem, de siges derfor ogsaa at dække denne med Forlabberne, naar de kryber efter Sæl. Er de naaet nær nok til en saadan, styrter de sig over den med et Spring, og hvis Dyret ikke i samme Nu er i Vandet, er det fortabt. Lykkes Bjørnens Angreb ikke, kan den blive helt vild af Arrigskab, saa den brøler højt og kaster Sneen op i Luften med Poterne, medens den lusker bort. Ser den en Sæl ved dens Hul og mistvivler om at kunne komme den nær paa Isen, ved den dog Raad. Den putter sig da stille ned i et andet Hul eller en Revne i Nærheden og svømmer under Isen hen til Sælhullet, op af hvilket den pludselig dukker til Rædsel og Undergang for det ulykkelige Kræ. Ogsaa i Vandet skal den kunne overraske og dræbe Sælen, idet den svømmer hen under den og angriber den nedenfra. Fisk fanger den svømmende og gribende dem i deres eget Element, det bedste Bevis paa dens overordentlige Færdighed og Hurtighed i Svømning. Maaske er det af store Fisk og af de mange Sæler, Beringshavet huser, at Bjørnene paa Mathæus Øen ernærer sig om Sommeren, snarere end af Hvalrosserne. Skønt Beboerne af Sibiriens I undraer, der om Sommeren besøger Ishavskysterne, paastaar rigtignok, at den der angriber og dræber unge Hvalrosser.