Vor Klodes Dyr 1

120 DE ARKTISKE DYR. Linddyr eiterstræber den i Almindelighed ikke, men hvor den kan komme over en Ren, en Ko, et Faar eller en Fugl, forsmaar den dem ingenlunde. Den skal ogsaa holde af Æg og plyndre Søfuglenes Reder, hvor de findes i Kolonier, der er tilgængelige fol- den, ligesom den ikke forsmaar Aadsler. Nogen Kostforagter er den overhovedet ikke, isæi om Vinteren, da Smalhans ofte er Kok for den længere end just behageligt. Det er næsten ufatteligt, hvorledes den bjærger Føden, medens den i den strengeste Vinter- tid strejfer ensom eller med Unger om paa det tilfrosne Hav, hvorfra Sælerne er for- svundne. Den opsøger Revner og aabne Steder, hvor den kan haabe endnu at finde Bytte, og den lokkes let til indefrosne Skibe eller til overvintrende Polarfareres Hytter. Her søger den at bemægtige sig alt, hvad der blot kan se ud som spiseligt, selv Klæder o.l. gør den agtværdige Forsøg paa at sluge. Kane siger, at Isbjørnene syntes særlig slikne efter Sejldug og at de engang aad et amerikansk Flag for ham. Nogle vandtætte Gummifrakker maatte de derimod opgive efter at have tygget dem til haarde Klumper. De fleste af de Bjørne, Nan sen og andre skød om Vinteren, havde imidlertid ganske tomme Maver. I de gode Sommermaaneder trives den storartet, og det flere Tommer tykke Fedtlag, hvormed den i dem belægger sine Ribben, tærer den paa i Suitetiden. Vintersøvn kender den intet til, noget Hi som Regel næppe heller. Dog synes det, at Hunnen graver sig en Hule i en eller anden stor Snedrive, i Land tæt ved Kysten eller ude paa Isen, hvor den føder sine Unger, oftest 2 i Tallet. I alt Fald har enkelte Polarfarere truffet den i saadanne Snehuler, som de har antaget for et Hi, saaledes Kane i Grønland samt Payer og Jackson ved Frants Josephs Land. Parringstiden falder i Juli, og Ungerne fødes til Ver- den midtvinteis, men Moderen opholder sig næppe saa længe i Hulen med dem, som man tidligere antog, thi hun træffes med smaa Unger allerede tidligt paa Foraaret eller sent paa Vinteren, strejfende med dem ud over Havisen. Hun elsker Ungerne højt, og det er rørende at se, hvorledes hun, ofte selv saaret, søger at beskytte dem, dække dem mod Skud med sit eget Legeme og opmuntre dem til Flugt. De smaa er nysgerrige og vil gerne se sig mætte paa Menneskene, disse i deres Øjne saa kuriøse Skabninger, eller lege med Hundene. Men Moderen puffer dem frem foran sig, venter paa dem, stiller sig mellem dem og deres Fjender og stræber paa enhver Maade at faa dem af Sted med saa lidt Fare for dem som muligt. Dræbes en af dem i hen- des Paasyn, synes hun ikke ret at ville eller kunne forstaa, at den er død. Hun søger at rejse den op, at stimulere den til Flugt, at faa den til at patte eller til at æde Kødstu 111 per, hun lægger foran den. Er hun endelig overbevist om, at den er død, forlader hun enten modstræbende Stedet eller vender sig mod Drabsmændene, der i saa Fald skal vare eller forsvare sig vel, thi hun er da ikke at spøge med. Dræbes Moderen, har Ungerne heller ikke Forstaaelse heraf. De vil lege med hende, og kan ikke fatte, hvorfor hun ligger ubevægelig hen, de vil patte hende, og kan ikke for- staa, at Kilden er udtørret. De forlader ikke hendes Lig, men følger med, naar det trans- porteres bort, og tvinger derved ofte Jægerne til at dræbe eller fange dem. Paa den anden Side nævner Nan sen ogsaa et Eksempel paa, at Bjørneunger har ædt Maven af deres dræbte og opskaarne Moder, formodentlig lokkede dertil ved dens Indhold af Spæk. For øvrigt blev de kannibalske Smaafyre dræbte af en fremmed Bjørn Natten efter, uden at