Vor Klodes Dyr 1

122 DE ARKTISKE DYR. med en fristende Mading i Form af en Stump Spæk. Saa viste der sig en Isbjørn i Nær- heden af Skibet, og der blev skudt bum paa den, hvorpaa den tog Reisaus. Fælden ha paa dens Vej, og trods Hastværket maatte den dog undersøge den, thi nysgerrige er disse Dyr. Saksen var sat op paa et Stillads mellem to Pæle, til en af disse støttede Bamsen sig i oprejst Stilling med sin højre Lab og betragtede spekulativt Madingen. Men den maa have fundet noget muggent ved den, thi den rørte den ikke. Derimod undersøgte den om- hyggeligt hele Opstillingen, fulgte den Staaltraad, hvorved Saksen var tøjret, til det Sted, hvor den var fastgjort om en Isblok, og søgte at klare sig Sammenhængen. Derpaa fulgte den Traaden tilbage til Opstillingen, rejste sig endnu en Gang paa Bagbenene og snuste til Spækket, men kom aabenbart til det Resultat, at der maatte være noget forkert ved det hele, hvorfor den tog en kraftig Beslutning — og løb tilbage til Skibet, hvor den blev skudt. Den var altsaa snild nok til at forstaa, at der var Fare ved Fælden, og modstod Fri- stelsen til at snappe Madingen, men den var dum nok til ikke at lade sig kyse ved det Skud, der var løsnet paa den, og til at løbe Undergangen i Møde. Og dog! det er næppe berettiget at nævne dette som Bevis paa Dumhed. Hvorfra skulde den vel have noget Be- greb om Faren ved en Lyd (Skuddet), som den er saa vant til at høre i Isørkenen, naar Fla- gerne pludselig slaar Revner med Brag som Kanonskud. Nogen større Betydning har Isbjørnejagten ikke, undtagen for Polarfarerne, for hvem dens Kød er en kærkommen Afveksling i al den præserverede Mad. For Na nsen og Jo- hansen paa deres vidunderlige Tog fra »Fram« og under deres Vinterophold paa Frants Josephs Land var Bjørnens Kød ved Siden af Hvalrossens den vigtigste Kost. Det skal være ret velsmagende og sundt, men mærkelig nok er Leveren giftig, saa at den frem- kalder alvorlige Tilfælde hos dem, der nyder af den. Det vilde Kane ikke rigtig tro paa, men han gjorde dog ikke mere end eet Forsøg med den, saa syg blev han af det. Skindet er prægtigt til Fodtæpper o. L, til Pelse er det for tungt, kun Eskimoerne ved Smith’s Sund bruger det til Klæder, særlig til Bukser. Isbjørnen er saa heldig stillet ingen Fjender at have, Mennesket undtaget. Det samme kan siges om el andet af »det frosne Dybs« store Dyr, Hvalrossen (Trichechns Rosmarus). Sælerne er Havets Rovpattedyr. Ifølge hele deres anatomiske Bygning, deres Tand- sæt o. s. v. maa det med Bestemthed antages, at de er Landdyr, der har vænnet sig til Livet i Havet og tilpasset sig efter dette. Deres Forfædre maa have tilhørt en eller anden Rovdyr- slægt, der lidt efter lidt af Forholdene blev tvunget eller lokket bort fra det faste Land. Man kunde maaske, naar man ved, at det første Liv her paa Jorden har rørt sig i Ha- vet, og at alle Landdyr i Virkeligheden er omdannede Havdyr, tænke sig det sandsynligere, at Sælernes Forfædre aldrig har forladt Havet, saaledes at de repræsenterer et af Patte- dyrenes ældre Udviklingstrin. Det er jo almindeligt antaget, at disse er fremkomne ved Omformning og Udvikling af Reptilier, af hvilke Land, Hav og Luft vrimlede i visse ældre geologiske Perioder (Juratiden). Kunde denne Omdannelse da ikke være foregaaet i Van- det, saaledes at efterhaanden en Del af de ældste Pattedyrformer forlod Havet og vænnede sig til Livet paa tørt Land, medens en anden Del blev i Havet og udviklede sig videre til Sæler og Hvaler?