Vor Klodes Dyr 1

HVALROSSEN. 123 Noget saadant kan umuligt tænkes for Sælernes Vedkommende, deres Stamtavle maa føres tilbage til forholdsvis højt udviklede Landpattedyr, hvis Bygning er bleven modi- ficeret og simplificeret efter de Krav, Livet i Vandet har stillet til dem. Kan være, at dette paa en vis Maade maa betragtes som et Tilbageskridt, men af den Slags er der mange i den levende Natur. Og hvorledes vil man til syvende og sidst afgøre, hvad der er Fremskridt og hvad Tilbagegang i Udviklingen, tilsyneladende Tilbagegang til simplere Former — fremkommen som Tilpasning til mere usammensatte Livsbetingelser — kan ret beset maa- ske være at betragte som Fremskridt. Saaledes kan det vel siges, at Sælerne i legemlig Hen- seende er mindre fuldkomment byggede end Landpattedyrene, men dog staar de paa ingen Maade under disse i aandelig Henseende. De synes tværtimod at høre til de bedst begavede af alle Dyr, og deres Hjernes Bygning maa antages at være saa fuldkommen som faa andre Pattedyrs. Hvad der viser, at de nedstammer fra Landpattedyr, er en Mængde Træk i deres anato- miske Bygning, i Lemmernes, Tandsættets, Ørenes og andre Legemsdeles Beskaffenhed, samt endelig deres Haarbeklædning. At de har deres nærmeste Slægtninge blandt Rovdy- rene tyder, foruden flere andre Forhold, særlig Tænderne paa, ikke saa meget det blivende Tandsæt hos de voksne som Mælketænderne hos Ungerne. Naar vi vil klare os en Dyre- arts eller Dyregruppes Udspring, maa vi stedse se paa Fosterudviklingen, thi i denne af- spejler sig til en vis Grad den hele genealogiske Udviklingsrække, Arten eller Gruppen skylder sin Oprindelse og sit nuværende Præg. Naar vi hos Sælerne finder, at Ungernes Mælketandsæt staar Rovdyrenes meget nær og Jangt nærmere, end de voksnes gør, peger dette paa, at de to Ordener tilbage i Tiden har været een. Alt tyder saaledes paa, at Sælerne er til Livet i Havet tilpassede Rovdyr. Uheldigvis har Jordlagene endnu ikke ydet noget, der kunde bestyrke dette. Levninger af Sæler er temmelig sparsomme i Lag fra de ældre Tider, kun i enkelte fra Tertiærtiden er de fundne, men uden at frembyde synderligt, der kan tydes som Træk oprindeligere end dem, vi finder hos de nulevende Arter. Overgangsformerne mangler her som saa ofte, hvilket ikke er forunderligt, saa begrænset det fra tidligere Jordperioder bevarede Stof er, og saa fragmentarisk vort Kendskab til det endnu maa siges at være. Men mangler der end Overgangsformer i Jordlagene, i den nulevende Natur mangler de paa en Maade ikke. Vi har nemlig en Række Rovdyr, der viser nogle af Trinene i den Udvikling, den Om- dannelse, der har gjort udprægede Landdyr til lige saa udprægede Vanddyr. Isbjørnen, Flodildercn og vor almindelige Odder (n. Orer) viser en begyndende Tilpasning til Vand- liv, videre fremskreden i denne Retning er den vistnok desværre snart uddøde Havodder (n. Havoter). Dernæst kommer Øresælerne, hos hvem Omdannelsen er yderligere gennem- ført, men som dog har bevaret et ydre Øre tilligemed Evnen til at gaa om end ufuldkom- ment paa alle fire, og som tilbringer en ikke ubetydelig Del af Anret paa Land, ligesom deres Unger fødes der og først efter rum Tids Forløb søger ud i Havet. Hvalrossen er atter et Trin længere nede paa Stigen, den har mistet det ydre Øre, dens Gang fortjener næppe Navnet mere, og den holder sig kun kort Tid i Træk ude afVandet. Endelig er de ægte Sæler de mest omformede, de kan ikke indstille Baglemmerne til Gang og kommer væsentlig kun paa Land — eller Is — i Yngletiden. Selv de føder dog uden loi Vandet, og deres Unger kan i Reglen ikke straks leve i dette, bl. a. fordi de kommei til Veiden med cn ulden Pels, der bliver gennemblødt i det vaade Element. 141