Vor Klodes Dyr 1

124 DE ARKTISKE DYR. Naar vi med faa Ord skal angive, hvad der karakteriserer Sælerne i Modsætning til andre Pattedyrordener, bliver det væsentlig følgende: De har et tendannet Legeme, fire Lemmer omdannede til Svømmeredskaber, en ganske kort, mellem Bagfødderne skjult Hale og et Tandsæt, der minder en Del om Rovdyrenes. H v a 1 r o s s e n indtager en Særstilling inden for sin Orden, den er eneste Repræsentant for en vel karakteriseret Familie. Den har intet ydre Øre, dens Baglemrr.er er bevægelige og kan stilles saaledes, at den kan støtte paa. dem, og dens Tandudstyr er afvigende. Un- gerne har i Overmunden 3 For-, 1 Hjørne- og 5 Kindtænder i hver Side, i Undermunden 1 Kindtand mindre, de voksne derimod har mistet alle Fortænderne paa een i Overnnmden nær og har kun 3 Kindtænder i hver Side af baade Over- og Underkæbe. Hjørnetanden i Overmunden vokser hos dem ud til en vældig, noget krummet Hugtand, og Kindtæn- derne, der oprindelig er kegleformede, slides flade. Dens Hoved er uforholdsmæssigt lille og bredt fortil, hvor de to store Tænder kræver Plads. Læberne er tykke, Afstanden mellem de smaa, aflange Næsebor og Mundspalten er stor, og dette Parti bærer et Skæg af stride Varbørster saa tykke som en jævn Penne- pose. Øjnene er runde, store og klare, Pande og Isse fladt hvælvede. Halsen er udvendig ikke tydelig afsat, det ser ud, som tilspidsede Legemet sig lidt efter lidt fortil. Den store, tykke, temmelig lange Krop danner en eneste Masse, een stor Fedtklump, ud fra hvilken de luffelignende Poter rager uden noget Mellemled. Den er dækket med korte, glatte, gul- lige Haar, der dog hos ældre Individer pletvis er afgnedne, saa den nøgne, sorte Hud stikker frem. Halen er en kort Stump. En Hvalros er et kolossalt Dyr. Den kan blive 5 Meter og noget derover lang, og dens Vægt stiger til 1 ;oo Kilogram. Stødtænderne er indtil 60 Centimeter lange og vejer op til 8 Kilogram Stykket. Huden er indtil 8 Centimeter tyk, og Spæklaget under den er endnu langt mægtigere. Det er for os, der ikke har set et saadant Dyr levende, vanskeligt at danne os et virke- ligt Billede af det. De Tegninger, zoologiske Værker indeholder, er meget afvigende fra hinanden og fra de Fotografier, der findes i N an s e ns Værk: »Fram over Polhavet«. Disse er naturligvis de paalideligste, men de er smaa og til Dels uklare. Der bliver da næppe andet for end at holde sig til de Beskrivelser, Polarfarere og andre, der har set og studeret Dyrene i deres Hjemstavn, giver os af dem. De bedste synes de at være, som Nansen giver. »Der er noget fantastisk, forhistorisk«, siger han, »ved disse Dyr. Jeg maatte tænke paa en Havmand eller noget saadant, som den laa der med Hovedet i Vandskorpen og pustede og fnyste tange Tider ad Gangen og gloede paa os med sine runde, glasagtige Øjne.« »Det er ikke vakkert, saadant et Hval- roshode, som det stikker op afisen. Med sine svære Hugtænder, sine stride Varbørster og sin klumpede Form har det noget vildt, troldagtigt ved sig, som jeg let kan forstaa kunde indgyde Frygt i mere overtroiske Tider og fremkalde Tanken paa de Fabeluhyrer, man i gamle Dage lod disse Have vrimle af.« Elliott, der havde god Lejlighed til at iagttage Beringshavets Hvalrosser, som for øv- rigt af nogle er antaget for at være en egen Art, skriver om dem: »Jeg blev først forundret over, at Skindet saa saa raat og nøgent ud. Det var dækket med en Mængde Vorter, der saa ud som Filipenser og store Bylder, og det havde hverken Haar eller Pels, men kun her og der et næsten usynligt Haarstraa. Det laa rynket i dybe, slappe Folder og var mærket af mørkerøde Blodaarelinier, der traadte stærkt frem mod den snart tykkere, snart tyndere