Vor Klodes Dyr 1

126 DE ARKTISKE DYR. pæiske og amerikanske Hval- og Sælfangeres Side. I Mængde saa Nansen den overalt i Sundene mellem Frants Josephslandets Øer; ved Grønlands Østkyst, i Smiths Sund og Nord for den amerikanske Ishavskyst træffes endnu store Flokke af den. I Beringshavet, navnlig ved St. Laurentsøen og langs Alaskas Nordkyst er den talrig. Der er foreløbig ingen Fare for, at den skal blive udryddet, den har Tilflugtssteder nok, hvorhen den van- skelig følges. Men den har tidligere beboet langt større Arealer, under Istiden levede den ved Englands, Belgiens og Frankrigs Kyster, og i det nordlige Stillehav har den ogsaa naaet længere mod Syd end nu. Sin Føde henter den paa Havets Bund, hvor den med sine store Hjørnetænder, som begge Køn er i Besiddelse af, river Kager af Muslinger løs for at knuse dem med sine flad- slidte, stærke Kindtænder. I Maven paa det Eksemplar, Elliott undersøgte, fandt han 40 Potter saadanne Skaldyr, af hvilke nogle var slugte hele, skønt de var paa Størrelse som 2 sammenlagte Hænder. Hvad der fandtes af Phnte-(Tang-)dele var sikkert nok kommen tilfældigt med blandt de fortærede Bløddyr; Planteæder er Rosmarus ikke. Om Forplantningen vides kun, at Hunnen føder sin eneste Unge tidlig om Sommeren paa Isen, hvor hun synes at opholde sig nogle Uger med den. Naar den er 6 Uger gam- mel, ligner den i Form og Farve Moderen, der giver den Die i Vandet og elsker den højt. Nan sen fortæller om, hvorledes han og Johansen engang skød et Par smaa Unger ud af en paa Isen hvilende Flok. Mødrene kunde ikke forstaa de smaas Ubevægelighed men søgte at faa dem til at undfly og gaa i Vandet ved at puffe til dem med Snude og Lab, da de saa, at dette ikke hjalp, tog de Ungen under en af Forlufferne og styrtede sig i Havet, inden de skuffede Jægere ret forstod, hvad der gik for sig. Af den næste Flok, de traf paa, skød N. saa baade en Unge og dens Moder; det var rørende, siger han, at se, hvorledes hun bøjede sig ned over den døde Unge, inden hun blev dræbt, og selv i Døden laa hun og holdt den ene Forluffe beskyttende over den. Hannen synes kun at have een Hun, i alt Fald siger Elliott saa, men det er dog næppe afgjort. I Parringstiden kæmper Hannerne rasende og bibringer hinanden lange Flænger med de spidse Hugtænder. Dertil brøler de, saa man kan høre dem langt borte, navnlig i taaget Vejr. Til de fleste Tider træffes de i større og mindre Flokke, indtil Hundreder, liggende tæt sammen, den ene hvilende Hovedet paa den andens laskede Krop, paa Isen eller paa lave, let tilgængelige Kyster. Skønt Elliott benægter det, er det dog sikkert nok, at de betjener sig af de stærke Tænder for at hale sig op paa Isen. Hannerne holder sig i Flokke for sig, Hunner og diende Unger for sig. De sidste synes at forliges godt og ligger frede- ligt ved hinandens Side, medens de første kævles og hugger hinanden af Hjertens Lyst. Navnlig er de store, gamle Hanner trættekære og tyranniserer de yngre, som synes at vise dem Respekt og nære Frygt for dem. Det er bleven fortalt, at de udsætter Poster, som holder Udkig, medens de andre sover, det kan da i alt Fald kun være, hvor de er ud- satte for jævnlige Forstyrrelser af Mennesker; hvor de ikke er i Berøring med saadanne, har de liden Grund til Vagtsomhed, da de ingen Fjender har at frygte. Selv Isbjørnen an- griber dem næppe, med mindre den en Gang imellem kan overraske en Unge eller et ungt Dyr alene. Hvor Hundreder af dem ligger i Række og Geled, er der stedse en eller et Par vaagne; idet en eller anden vaagner, rejser den sig, gaber, puster og ser sig om og lader derpaa Hovedet tungt falde ned paa Naboen; denne vaagner derved, gentager den andens