HVALROSSEN.
127
Bevægelser o" vækker sin Nabo, o" saaledes gaar Uroen videre Rækken igennem, saa
der stadig er en eller flere aarvaagne for nogle Minutter ad Gangen.
Der har været fortalt mange Historier om Hvalrossens Farlighed, om hvorledes den
angreb Baade og deres Besætning og gjorde Ulykker paa forskellig Maade. Skønt nogle
af disse Beretninger utvivlsomt er adskilligt oppyntede, kan der dog ikke være Tvivl om,
at den virkelig kan være et farligt Dyr, naar den er i sit eget Element, Vandet, og naar
den af en eller anden Grund er i ondt Lune. Men er den oven Vande, tør Omgang med
den og Jagt paa den henregnes til ufarlig Sport; den er i høj Grad Libehjælpelig paa Is eller
Land, om den end kan vralte langsomt afsted i en Slags klodset Gangart. Forlufferne
sættes mod Underlaget med Tæerne fremefter, men Baglufferne bøjes saaledes, at de ven-
Fig. 62. En Hvalrosunge i Wiener-Akvariet.
der bagud; saa hæves den svære Krop op og kastes frem i plumpe Sæt. Dyrets eneste
Tanke, naar den overraskes uden for Vandet, er den, snarest mulig at naa dette, hvis den
da overhovedet lader sig forstyrre i sin Magelighed, hvad ingenlunde altid er Tilfældet.
N ans en fortæller morsomt om nogle Møder med Hvalrosser. Der laa to Stykker paa
Isen og en tredie saas ude i Vandet, bestræbende sig for at komme op og slutte sig til de
andre. »Endelig kom den op af Hullet, som de andre laa ved; med Tænderne halede den
sig et Stykke op paa Kanten. Men nu kom der pludselig Liv i den største af de liggende,
en svær gammel Fyr. Den gryntede uvejrsspaaende og kastede sig urolig. Den nykomne
bukkede Hovedet ærbødig ned mod Isen, men asede sig snart forsigtigt op paa Flagen,
saa den fik Tag med Forluffen og halede sig et Stykke ind. Nu kom den gamle Fyr helt
i Harnisk; den fik drejet sig om, brølede og humpede mod den nykomne for at hugge
sine vældige Tænder i Ryggen paa den. Denne, som syntes at kunne maale sig med den
baade i Tænder og Størrelse, dukkede sig alligevel ydmygt og la’ sig med Hovedet ned