Vor Klodes Dyr 1

HARMONIEN 1 NATUREN. Ser man paa det vedføjede Billede af en Springmus, hvis Hjem er Nordafrikas og Vest- asiens Ørkener, vil man straks opdage eller kunne slutte sig til en Række Egenskaber, der gør det muligt for dette lille Dyr at leve under Forhold, hvorunder dets fleste Slægt- ninge blandt Gnaverne snart maatte omkomme. Mest paafaldende er naturligvis det uhyre Misforhold mellem For- og Baglemmerne, et Misforhold, der imidlertid er i den skønneste Overensstemmelse med de Krav, Ørkenlivet stiller til et saa lille og forsvars- løst Dyr, — først og fremmest Kravet om hurtigst mulig at kunne fare fra Sted til Sted, dels fordi det kan falde svært nok at finde Føde i den yderst sparsomme Vegetation, dels fordi det gælder om ved Flugt at kunne slippe bort fra de Efterstræbere, der til Trods for Dyrets sandfarvede, graagule Dragt muligvis dog kunde have opdaget det. Løb vilde ikke være nok hos et Dyr, hvis Skridt maatte blive, saa korte; der maa Spring til — lange Spring. Og det er klart, at de Mus, der havde de længste og kraftigste Bagben, ogsaa maatte have de fleste Betingelser for at blive i Live og nedarve de fordelagtige Bygnings- træk til deres Efterkommere. Allerede er Evnen til at springe udviklet i saa høj Grad, at naar Nutidens Springmus farer hen ad Sandfladen, gør de Indtryk af bogstavelig at flyve over denne. — Enkelthederne i Baglemmernes Bygning viser ogsaa, at et mere fuldendt Springben ikke ret godt kan tænkes, selv om man vilde konstruere et saadant: Medens Laarpartiet er kraftigt, muskuløst, er Foden lang og smal, mindende om Løbet hos en Fugl. Den Lethed, som derved opnaas, vindes ikke paa Bekostning af Fodens Fasthed; thi denne er — ganske som hos Fuglene — forøget ved, at Mellemfodsbenene er ind- byrdes sammenvoksede til en eneste Knogle. Ligesom hos Løbefugle er Tæernes Antal svundet ind, idet kun de tre Midtertæer er bievne tilbage, — en Reduktion, man let kan tænke sig som en (direkte eller indirekte) Følge af, at kun Fodens midterste Parti kommer til at virke kraftigt under Springet, medens Randtæerne kun ganske svagt be- rører Jorden og altsaa maatte blive overflødig Ballast, der helst maatte svinde eller snarest muligt helt bortkastes her, hvor den største opnaaelige Lethed maatte blive et Livsprincip. Til Gengæld har de tilbageblevne tynde, fine Tæers Behaaring udviklet sig til store, børste- agtige Puder, der dels hindrer den smalle Fodspids i at synke ned i det løse Sand, dels gør Dyrets Bevægelser saa afdæmpede, at ingen Lyd forraader dets Flugt i Natten. — Medens Bagbenene saaledes har udviklet sig til en høj Fuldkommenhed, — der yderligere forøges ved det fortrinlige Styreredskab, Halen danner, — er Forbenene svundne ind til et Par ubetydelige Lemmer. Af andre typiske Egenskaber kan nævnes de store Øjne (se ogsaa Tavlen »Natdyr«, Side 14) — et Karaktertræk, Springmusen har tilfælles med flere andre Beboere af Ør- kenen, og som er en naturlig Følge af, at Heden der er saa uudholdelig om Dagen, at de fleste varmblodige Dyr foretrækker at sove denne bort og først efter Solnedgang gaar ud at opsøge Føde. I Overensstemmelse hermed er da ogsaa Ørelappen og dens Muskler særlig stærkt udviklede hos de Ørkenbeboere, der er Natdyr. Skarp Syns- og Høresans maatte blive en Nødvendighed under de lange, natlige Strejftogter; ligeledes stor Modstands- evne i Retning af at kunne nøjes med sparsom Føde og længe undvære Vand. Kort sagt: det ægte Ørkenliv har udviklet en Række Karaktertræk, som vel nok hvert for sig kan genfindes hos Dyr, der lever under andre Forhold, men som tilsammen danner en Type saa karakteristisk som faa eller ingen anden. # Nærmest op dertil i Henseende til udpræget Tilpasning efter ejendommelige Naturfor- IA*