Vor Klodes Dyr 1

4 VOR KLODES DYR. hold naar Polardyrene, hvis Tilpasninger imidlertid — overensstemmende med de ganske modsatte Livsbetingelser — er yderst forskellige fra Ørkendyrenes. I Sneens og Isens Ørkener er for det første alle Dyr nødvendigvis Dag- og ikke Nat- dyr. Alle Sommermaanederne danner jo tilsammen een lang, uafbrudt Dag, og i den Del af Aaret, da Solen ikke naar op over Horisonten, er det i Døgnets egentlige Nattid saa mørkt, at Jagten efter Føde maa henlægges til de Timer, der er mindst dunkle og altsaa svarer til Dagen. Derfor møder det Særsyn da ogsaa en, at Dyreformer, hvis nærmeste Slægtninge andetsteds er Natdyr, her, tvungne af Lysforholdene, er bievne Dagdyr. Dette er saaledes Tilfældet med Sneuglen (se vedføjede Tavle), hos hvem den for Ugler ganske unaturlige Vane at sove om Natten og vaage om Dagen endogsaa er bleven saa indgroet, at de Sneugler, der kommer ned til os, bevarer den samme Levevis og jager om Dagen. Ogsaa i sin Dragt viser Sneuglen sig som et ægte højnordisk Karakterdyr; thi medens alle dens sydligere Frænder — i Overensstemmelse med deres natlige Liv — er klædte i mørke Farver, dækkes Sneuglen af hvidspættede eller, hos de ældre, fuldstændig snehvide Fjer. I det hele taget er Hvidt næsten lige saa typisk for de arktiske Egnes Beboere som Sandets gullige Toner for Ørkenens, og Betydningen er sandsynligvis den samme her som der: at skjule de planteædende Dyr og gøre det lettere for de kødædende at nærme sig deres Bytte ubemærket. Som Sneuglen er den eneste hvide Ugle, er Isbjørnen den eneste blandt sine Slægtninge, der bærer Sneens Farve; men den er ogsaa den eneste, der bestandig lever blandt Sne og Is. Ligesaa er den amerikanske Polarhare hvid hele Aaret rundt i Overensstemmelse med, at den lever i saa godt som altid snedækte Egne, medens derimod den gamle Verdens Polarharer kun er hvide om Vinteren, men ogsaa lever paa Steder, hvor Sneen smelter i Sommermaanederne, og hvor den hvide Farve da kun vilde være til Skade. Hos andre Dyr under lignende Livsforhold, f. Eks. hos Rypen og Herme- linen, genfinder vi som bekendt den samme nyttige Farveveksel til de forskellige Aars- tider, medens derimod sydligere levende Former mangler dette Skifte og saaledes danner det ene Yderled i Farveskalaen: Mørkt — afvekslende Mørkt og Hvidt — fuldstændig Hvidt, efter som man fra de tempererede Egne nærmer sig Polen. Nogle har ment, at denne Ændring til Hvidt udelukkende skulde skyldes rent kemi- ske Aarsager, særlig Polaregnenes svagere Lysstyrke. At det dog næppe er herpaa alene, men i det mindste tillige paa selve Nytteprincippet, at de arktiske Dyrs typiske Farve beror, fremgaar af visse Undtagelser, der ved første Øjekast synes at kunne omstyrte Teorien om den hvide Farves Nytte, men, nærmere beset, viser sig dobbelt interessante netop ved at bekræfte Regelen. Saaledes beholder Sobelen sin mørkebrune Pels hele den lange sibi- riske Vinter igennem; men paa den Aarstid opholder denne lille Maar, Hermelinens nære Slægtning, sig i de tætte Fyrreskove og klatrer om paa Grenene, med hvis Koglefrø den ofte maa tage til Takke. Helst jager den dog her efter Smaafugle, og da er netop dens mørke Farve den til Nytte paa de mørke Grene, hvorimod Hvidt vilde forraade den. Ogsaa et saa udpræget Polardyr som Moskusoksen er brunt, og da dens aabne, skovløse Hjemstavn, Østgrønland og Amerikas arktiske Øgrupper, hele Aaret igennem er hyllet i Sneens Klædebon, bliver den, netop ved sin Farve, i høj Grad iøjnefaldende for sine Fjender, og det allerede paa lang Afstand. Tværtimod at være Moskusoksen til Skade gavner dette den imidlertid; thi dens vigtigste Forsvarsbetingelse er at være i Flok med andre og danne smaa Hjorde. I paakommende Tilfælde gælder det da for den enkelte,