138 DE ARKTISKE DYR.
Drivis, helst ud mod dennes sydlige Udkanter, hvor Flagerne ligger spredt. Om Vinteren
træffes den derfor langt sydligere end om Sommeren. Ud paa Eftervinteren og om For-
aaret foregaar der en storartet Fangst af den i Farvandene om Øen Jan Mayen, tidligere
ogsaa ved New Foundland. Foruden at den saaledes følger Isens Bevægelser, foretager
den ogsaa stedvis Vandringer, der ikke direkte er betingede af disse. Uden for Grønlands
Vestkyst forsvinder den saaledes regelmæssigt to Gange om Aaret for et Par Maaneder
ad Gangen; først drager den bort i Marts og kommer igen i Maj yderst afmagret, efter
al Rimelighed har den været til Havs for at føde sine Unger paa Isen og parre sig paa ny,
thi i Marts og April træffes den i umaadelige Skarer paa Baffinsbugtens Drivis. I Juli for-
dufter den atter for at vende tilbage i September, smækfed og kraftig; den har da været
Nord paa, hvor der paa den Tid er rig Tilgang af Føde for den. Vinteren tilbringer den
til Held for Beboerne i forholdsvis Nærhed af Grønlandskysten.
Fig. 71. Grønlandsæl.
Ungerne fødes vel udviklede og snehvide, men de bliver snart gullige og antager gen-
nem et plettet Mellemstadium den graa Farve. Kastes de f. Eks. af en Storm i Havet fra
Isen i de første Par Uger af deres Liv, omkommer de. Netop i Yngletiden, da de samles
i saa uhyre Skarer, er de Genstand for Sælfangernes Efterstræbelser, og mange Tusinder
af dem, unge og gamle, dræbes med Knipler, medens de ligger paa Isflagerne. De aftager
derfor i Tal, samtidig med, at de trækker sig tilbage mod Nord, hvor de vanskeligere
kan naas.
Remmesælen, Norsk Storkobben (Haverten) (P/z. barbata), er en anden ark-
tisk og circumpolar Art, nær knyttet til Kysten eller Kystisen, hvilken sidste den for-
lader, naar den driver til Havs, idet den nødig vover sig ret langt bort fra Land. Ved
Spitsbergen jages den af norske Sælfangere, ved Grønland af Eskimoerne; ved Norges
Kyster ses den af og til, hos os aldrig, skønt den og andre høj nordiske Sæler vistnok
har levet her under Istidens Slutning.